23948sdkhjf

Nordjyder er flyttet ind i spritny maskinfabrik

Der er kun godt otte kilometer fra Maskinfabrikken Fuglsangs tidligere produktion i Klarup til den splinternye fabrik på Østhavnen i Aalborg. Men der er en verden til forskel.

Den aalborgensiske maskinfabrik er flyttet ind i fabrikken på Langerak tæt på Limfjorden. De allerførste medarbejdere rykkede ind i den 8500 kvm. store fabrik i uge 49.

Flytningen er begyndelsen på en ny æra for virksomheden med godt 100 ansatte og knap 38 år på bagen.

- Vi har designet den nye fabrik efter den lærdom, som vi har opnået gennem de mange års produktion i Klarup. Det første, vi gjorde, var at få hegnet hele fabriksarealet ind og adskilt administration fra produktion, så sikkerheden er højnet væsentligt, siger administrerende direktør og medejer Lars Christiansen, Maskinfabrikken Fuglsang.

Mere professionaliseret
I Klarup var fabrikken spredt ud på fire forskellige lokationer, hvor medarbejderne transporterede de forarbejdede emner og råvarer imellem. På den nye fabrik er der en helt andet opbygning, hvor de fem produktionshaller er bygget sammen i forlængelse af hinanden. Derfor sker al transport indenfor.

- Det giver et væsentligt bedre flow, og vi håber også med tiden, at det kan mærkes på effektiviteten, siger produktionschef Christian Vinther Jørgensen, der også er medejer. 

- Herude har vi væsentligt større forhold, og vi agerer på en helt anden måde. Vores kunder forventer også noget andet af os, fordi ordrerne er anderledes og større. Det hele følges ad, siger produktionschefen og peger på en rekordordre, som maskinfabrikken netop har landet på store stålkonstruktioner til havvindmøller.

- Vi er helt klart blevet mere professionaliseret. Vores funktionærer sidder også sammen nu. Før sad de spredt i tre-fire haller, uddyber Lars Christiansen.

Startede for tre år siden
Byggeplanerne har rumsteret i tankerne i mange år. I 2017 blussede planerne op igen. Christian Vinther Jørgensen var blevet ansat i 2015, og to år efter købte han sig ind i virksomheden.

Den nye medejer skubbede på for, at nu skulle der i gang byggeplanerne, for renten var lav, beskæftigelsen var høj, og bygningerne i Klarup var udtjente.

Derfor startede makkerparret med at skitsere fabrikken i samråd med en arkitekt.

- Når jeg kigger tilbage, synes jeg faktisk, at det mest fascinerende ved processen er, at vi startede på et stykke A4-papir og sad og tegnede efter fabrikkens fyraften, siger produktionschefen.

Ejerne har under hele processen været sikre på, at fabrikken skulle bygges på Østhavnen, hvor store virksomheder som Bladt Industries og Siemens Gamesa ligger. Efter at have kigget på en anden grund i området kontaktede Aalborg Havn dem med et tilbud om at købe den nuværende grund på Langerak 8.

Stor investering
Derefter gik det stærkt. Maskinfabrikken opnåede finansieringen gennem en stor nordjysk bank, og med tilskud af egne midler fra fabrikken, var det bare at finde en entreprenør, som kunne holde budgettet.

Her faldt valget på Svend Aage Christiansen fra Vrå, og entreprenøren har ejerne kun ros til overs for.

Udover byggeriet har maskinfabrikken også investeret i ny maskiner.

- Vi har købt en skæremaskine, der kan skære stålplader på 3x19 meter og en 5Kw-laserskærer med vekselbord, der skærer 4x2 meter. Vi har også investeret i en kæmpe CNC-styret portalfræser med et fræseområde på 5200x4700mm, siger Lars Christiansen.

- Plasmaskæreren og laserskæreren var et must, da maskinerne i Klarup var udtjente, og vi forventer da også, at de ny maskiner vil tiltrække en hel del ordrer i fremtiden, uddyber Christian Vinther Jørgensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094