Bila’s succes er nået til Japan
Robotleverandøren har haft fremgang igennem hele krisen, og det har vakt interesse hos Kawasaki Robotics, der har været i Nykøbing Mors for at hente inspiration.
Med rekordstor ordrebeholdning er Bila A/S i fremgang, og montagehallerne oser af aktivitet. Direktør Jan Bisgaard Sørensen er ikke i tvivl om, hvorfor Mors-virksomheden har haft fremgang.
- Det er vores aggressive tilgang til markedet, der bærer frugt. Da krisen begyndte, kunne vi ligesom mange andre virksomheder mærke, at investeringslysten faldt i nogle brancher, hvilket resulterede i at vi arbejdede mere intensivt med udvalgte brancher – dette har blandt andet været mejeri- samt vindindustrien, og den aggressive salgsindsats har givet pote, forklarer direktøren, som med succesen også er blevet kåret til årets salgsleder af Business Danmark og Mercury International.
Besøg fra Japan
Den aggressive strategi gav i 2009/2010 Bila et årsresultat på 5,1 mio. kr. efter skat – mere end en firedobling i forhold til året før – og historien om virksomhedens succes nåede helt til Japan; nærmere betegnet Kawasaki Robotics, som er én af verdens førende leverandør af industrirobotter.
Jan Bisgaard Sørensen fortæller, at Kawasaki Robotics gennem længere tid har været interesseret i at besøge Bila, som trods krisen har bestilt flere robotter end nogensinde før:
- Japanerne har været interesserede i at høre mere om vores fremgang på markedet, men også vores løsninger. De var meget interesserede i at høre, hvordan vi kom så godt igennem krisen, lyder det fra direktøren.
Bila A/S er grundlagt i 1988 af Per Bisgård og Jørn Larsen. Det oprindelige eksistensgrundlag var baseret på en maskinfabrik med kun fire ansatte, men som årene er gået er virksomheden vokset til lidt over 90 ansatte. Bila leverer i dag automatiserede robotløsninger til blandt andet træ- og møbelindustrien, metalindustrien og fødevarebranchen.