23948sdkhjf

Würth Danmarks administrerende direktør takker af

Efter 35 år i Würth-koncernen har Otto Clausen valgt at fratræde sin stilling og overlade pladsen til tidligere salgschef og direktionsmedlem Sven Kristensen.
Würth Danmark har gennem de seneste år arbejdet på en omfattende omstrukturering af salgsorganisationen og ledelsen med henblik på at styrke virksomhedens positionering på det danske marked.

Samtidig har Würth Danmark investeret kraftigt i øgede markedstiltag – herunder blandt andet ansættelse af yderligere 20 sælgere og en større udvidelse af virksomhedens butiksnet, der med seks nyåbnede butikker i 2011 nu tæller 19 butikker i Danmark.

I en tid, hvor Würth Danmark således står godt rustet til de fremtidige udfordringer, har administrerende direktør Otto Clausen valgt at forlade Würth Danmark og Würth-koncernen.

- Når man har siddet så længe på direktørposten, som jeg har, så er det både sundt og befordrende for virksomheden, at jeg overlader posten til min gode direktionskollega, Sven Kristensen, og så får jeg mulighed for at prøve kræfter med nye og andre udfordringer, udtaler Otto Clausen om direktørskiftet.

Direktør siden 1995
Otto Clausen startede sin Würth-karriere hos moderselskabet i Tyskland, hvor han blev udlært som handelselev. Senere fulgte en udstationering i USA og en økonomiuddannelse hos SDU, hvorefter han fortsatte som direktionsassistent hos Würth i Tyskland.

I 1986 vendte Otto Clausen tilbage til Danmark, hvor han startede som sælger hos Würth Danmark. Efter en række karriereskridt blev han i 1992 udnævnt til salgschef. I 1995 overtog han stillingen som administrerende direktør efter sin far, Ernst Clausen, der i samarbejde med Würth-koncernens ejer, Reinhold Würth, etablerede det danske datterselskab i Kolding tilbage i 1965.

Under Otto Clausens ledelse har Würth Danmark oplevet flere store succeser, blandt andet da man i 2002 for første gang rundede en ½ mia. kr. i omsætning, og da man i 2008 ansatte sælger nr. 300. Otto Clausen vil fortsat være tilknyttet virksomheden for at sikre et glidende generationsskifte til Sven Kristensen.

Fra salgsdirektør til administrerende direktør
45-årige Sven Kristensen blev ansat hos Würth Danmark i 1992 og har været en del af direktionen siden 2007. Tidligere har han været marketing- og produktchef, regionschef, logistikchef og senest salgschef og direktør med primært ansvar for salgsorganisationen, der p.t. omfatter ca. 320 ansatte. Det er dermed en meget erfaren herre, der sætter sig i direktørstolen og er klar til at føre Würth videre.

Ledelsen hos Würth Danmark fastholder den hidtidige strategi om at udnytte selskabets stærke økonomiske fundament som springbræt til yderligere markedstiltag i 2012, der skal være med til at skabe ny omsætningsvækst på det udfordrende danske marked.

Würth Danmark har hovedkontor og centrallager i Kolding og beskæftiger godt 500 medarbejdere. I 2010 var omsætningen på 648 mio. kr. Würth Danmark er en del af Würth-gruppen, som er repræsenteret i 84 lande. På verdensplan beskæftiger Würth-gruppen mere end 65.000 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102