Ny paletteringsrobot klarer sækkene
Det fynske frøfirma Jensen Seeds har kastet sig ud i sit første robotprojekt. Det er en palletteringsrobot, som lægger sække med frø på paller i bestemte mønstre. Den skal gøre stablingen af sækkene mere effektiv.
- Jensen Seeds har en ret varierende produktion med forskellige sækkestørrelser op til 25 kilo og forskellige pallestørrelser. Vi har lavet det hele justerbart, siger salgsingeniør Mike Vestergaard Andersen, Blaaholm.
Blaaholm har stået for udvikling og opbygning af den ny robot.
- Når medarbejderne starter produktion, skal de vælge, hvilket program de kører. Jensen Seeds har hidtil haft et pallelastersystem med en traverskran. Den ny palleteringsrobot regner vi med giver langt færre fejl. Vi har indbygget en række sikkerhedsforanstaltninger for eksempel for, hvor langt robotten går ned mod stakken, siger Mike Vestergaard Andersen.
Blaaholm, som hører hjemme i Esbjerg, er allerede i gang med at løse en anden robotopgave for Jensen Seeds.