Sanistål firedobler overskuddet
Også omsætningen steg markant hos Sanistål i tredje kvartal, og forventningerne til hele 2011 fastholdes.
Fremgangen er bredt funderet. Inden for koncernens VVS-aktiviteter er omsætningen steget med 49,3 mio. kr. i kvartalet svarende til 13,3 %, og for stål-aktiviteterne er omsætningen steget med 35,6 mio. kr. svarende til 10,4 %. For øvrige produkter er omsætningen steget med 14,4 mio. kr. svarende til 4,4 %.
- Fremgangen i VVS-omsætningen skyldes en opadgående trend i salget i bygge- og anlægsbranchen i det forgangne kvartal samt mersalg via bearbejdning af udvalgte kunder. Den fortsatte fremgang i stålomsætningen skyldes dels en forøgelse af den solgte tonnage og dels, at stålpriserne trods en nedadgående tendens fortsat ligger over sidste års niveau, skriver Sanistål i sit kvartalsregnskab.
Omkostningerne falder
Driftsresultatet (EBITDA) steg med 4,6 mio. kr. til 43,2 mio. kr., og på bundlinjen blev det til et overskud før skat i de fortsættende aktiviteter på 20,6 mio. kr. mod 5,1 mio. kr. i tredje kvartal 2010. Periodens resultat landede på 16,7 mio. kr.
På trods af væksten er det lykkedes Sanistål at reducere sine omkostninger yderligere. Omkostningerne i kvartalet udgør 233,6 mio. kr., hvilket svarer til et fald på 6,3 mio. kr. Antallet af medarbejdere er ligeledes faldet med 24 til 1.571 ved udgangen af tredje kvartal 2011.
I årets første tre kvartaler blev det til en samlet omsætning på 3,194 mia. kr. mod 2,808 mia. kr. året før. I samme periode blev resultat før skat i de fortsættende aktiviteter forbedret fra et underskud på 55,6 mio. kr. til et overskud på 48,9 mio. kr.
Fastholder forventninger
Koncernen fastholder derfor forventningen om et driftsresultat for 2011 på 125-155 mio. kr. og et årsresultat på 16-46 mio. kr. i 2011.
- I Byggeri Divisionen er den flade aktivitetsudvikling på det danske hovedmarked i første halvår afløst af en forventning om pæn vækst i andet halvår 2011. Således forventes der en pæn vækst i årets samlede aktivitetsudvikling både på det danske hovedmarked og i Baltikum, skriver Sanistål.
- I Industri Divisionen påregnes en pæn vækst, som fortsat er båret af de højere stålpriser i første halvår trods et mærkbart fald i stålpriserne i tredje kvartal 2011 og forventeligt fald i fjerde kvartal 2011. Den samlede nominelle vækst for koncernen forventes at blive i niveauet 10 % i forhold til 2010, lyder det videre.