23948sdkhjf

Gratis udviklingsforløb skal ruste fremstillingsvirksomheder til ny virkelighed

Coronakrisen blev med ét også en erhvervskrise for mange brancher i Danmark. En af disse er fremstillingsindustrien, der generelt har oplevet en markant ordrenedgang.

Industriens Fond har derfor afsat midler til New Normal-initiativet, der sigter mod en hurtig omstilling i virksomheder, der er berørt af krisen.

- Vi kommer til at fokusere på de kritiske områder i virksomheden og arbejde med udvikling af konkrete tiltag, som for eksempel nye servicekoncepter eller nye måder at gå i dialog med kunderne på. Vi ser frem til at hjælpe virksomhederne med at overkomme de udfordringer, corona har foranlediget og udvikle nye muligheder, der kan styrke deres position i markedet, fortæller projektleder Jan Overgaard fra Teknologisk Institut.

Helt konkret får virksomhederne via et fire-seks ugers online-forløb mulighed for at identificere og internt aligne læringspunkter og potentialer, teste dem hos kunderne og tilpasse interne og markedsrettede aktiviteter. Virksomhederne får efter forløbet en handlingsplan med konkrete anbefalinger til både her-og-nu-aktiviteter og post-krise-aktiviteter et-to år frem i tiden.

Første virksomheder har meldt sig
Coronakrisen har skabt en ny spilleplade, som virksomhederne nu skal lære at navigere på i forhold til nye kundebehov.

Det kræver for eksempel, at de kender behovene, justerer produkter og services, tilpasser forretningsmodellen, finder nye salgskanaler med mere.

En af de virksomheder, der allerede har tilmeldt sig er malkeudstyrsproducenten SAC Milking. De ser især frem til at gennemgå deres værditilbud til virksomhedens forskellige kundesegmenter samt at arbejde med, hvordan de kan nå kunderne med nye virkemidler, nu de ikke på samme måde som før kan være fysisk til stede hos dem.

New Normal er en del af et større initiativ
New Normal er en del af Industriens Fond-initiativet genstartNU.dk, hvor der er afsat i alt 150 mio. kr. til at hjælpe virksomheder, der ønsker og har mulighed for at bruge den svære krisetid på at udvikle forretningen.

- Målet med genstartNU.dk er at give danske virksomheder hurtig assistance til at komme videre og få gang i hjulene igen. Med ”New Normal” er formålet helt konkret at hjælpe virksomhederne med at identificere de mest kritiske områder i deres forretning, så der kan justeres eller ændres for bedre at imødekomme de nye markeds- og konkurrencevilkår, fortæller administrerende direktør Thomas Hofman-Bang fra Industriens Fond.

Teknologisk Institut og Force Technology skal gennemføre 70 virksomhedsforløb inden oktober 2021. Forløbene tildeles efter først-til-mølle-princippet til fremstillingsvirksomheder med 10-500 ansatte, som har oplevet en ordrenedgang på baggrund af Covid-19-situationen, og som ønsker at udvikle virksomheden og være bedre rustet til potentielle, fremtidige kriser.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103