23948sdkhjf

Næsten 9.000 besøgte FoodTech

Og prins Joachim fik smagt på mejeriprodukter
Efter tre dage med fokus på fødevareteknologi sluttede FoodTech 2018 torsdag i MCH Messecenter Herning. Messen bød på både besøgs- og udstillerfremgang med 8.974 besøgende fagfolk og 309 udstillere, oplyser MCH.

Arrangørerne kunne i løbet af de tre dage præsentere et rekordstort aktivitetsprogram, konferencer, innovationskonkurrencen FoodTech Challenge & InnovateFood.dk, International Food Contest samt et væld af prisoverrækkelser.

På messens sidste dag havde FoodTech atter glæden af royalt besøg af Prins Joachim. Siden den første FoodTech-messe i 1997 har han været protektor for messen, og i år brugte han sit besøg på at møde nogle af udstillerne.

- Det er her, de gode idéer opstår, fordi man snakker sammen og kigger hinanden over skuldrene. På messer kommer man ud til kunderne, kunderne kommer ind til leverandørerne, og leverandørerne lærer af hinanden, konstaterede prinsen.

Torsdag var også dagen, hvor vinderen af innovationskonkurrencen FoodTech Challenge & InnovateFood.dk blev kåret. Blandt de syv deltagende hold gik sejren til team Chr. Hansen, hvor fire studerende fra Tyskland, Norge, Ungarn og Holland efter tre dages intensivt arbejde kunne præsentere kampagnen "Life Culture Kit". Den har som formål at øge kundernes viden om naturlige løsninger i forbindelse med madspild. Kampagnen var et strategisk løsningsforslag til Chr. Hansens nuværende udfordringer på området og kan implementeres med det samme.

Flere end 2.500 studerende fra 45 lande havde ansøgt om at deltage i innovationskonkurrencen, hvoraf 35 blev udvalgt til at løse virksomhedscases fra branchens største og mest kendte virksomheder, deriblandt Arla, KMC, Marel, Chr. Hansen og Tulip.

FoodTech vender tilbage til MCH Messecenter Herning 29. september-1. oktober 2020.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109