KOMMENTAR: Spørgsmålene trænger sig på i industrien
Så er andet halvår 2020 skudt i gang, og set med industriens øjne bliver de kommende måneder yderst spændende.
Ja, måske endda nervepirrende.
For hvordan vil den i forvejen hårdt pressede eksport reagere, hvis der igen sker delvise nedlukninger ude i verden på grund af corona?
Og hvordan ser det overordnet ud med ordrebøgerne i industrien her efter sommerferien?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som trænger sig på lige nu, men der er mange?
For står en stor gruppe faglærte i risiko for at miste jobbet her efter sommerferien, eller er der stadig brug for alle?
Hvor hurtigt rejser flyindustrien sig?
Og hvad sker der på længere sigt med kunderne i de lande, hvor statskasserne reelt bliver tømt for hver en klink og de globale lånemuligheder strammer til?
Spørgsmålene vælter nærmest over hinanden, og rigtig mange mennesker søger de svar, som vi i redaktionen på Jern & Maskinindustrien er med til at finde på vegne af vores læsere. Og videreformidle - både på print og digitalt.
For på den måde ændrer en verden i forandring ikke ved, at viden og indsigt krydret med analyse og inspiration i redaktionens øjne er nogle af de våben, der skal få den danske industri godt gennem den aktuelle krise og afmatning i samfundet.