Behringer køber samarbejdspartner
Den tyske producent af båndsave, Behringer GmbH, overtager nu 100 procent af ejerskabet i Vernet-Behringer.
Den franske virksomhed producerer avancerede maskiner til bearbejdning af bjælker, profiler samt plader – for eksempel boreanlæg og plasmaskærere.
Behringer købte sig i 1996 ind i virksomheden, og siden er de to virksomheders produkter blevet integreret, blandt andet i automatiske bore/savelinjer.
Nu fuldbyrdes partnerskabet så med Behringers opkøb af de resterende aktier.
- Behringer-gruppen er bestemt den ideelle partner for fremtiden hos Vernet-Behringer, når det gælder både virksomhedskultur og komplementære aktiviteter. Jeg er begejstret for denne sammenlægning, som markerer en ny fase i vores mere end 100 år gamle dobbelte historie. Gruppens styrke vil uden tvivl gøre os i stand til at fremme vores knowhow og vores avancerede teknologier, når det gælder industrielle processer, software og automation, siger Pascal Denis, president og CEO hos Vernet-Behringer.
I Danmark har Industrimaskiner agenturet på både Behringer og Vernet-Behringer.