Rekordomsætning: Kyocera vandt markedandele i svært marked
Covid-19 kunne ikke nå at sætte sit spor i Kyocera Unimercos nyeste årsregnskab, der sluttede ved udgangen af marts.
Derfor kunne koncernen præsentere en omsætningsrekord på 1,262 mia. kr. Fremgangen var på tre procent, mens resultatet før skat endte på 122 mio. kr. - et fald på 6,5 procent.
Årsagen til fremgangen var et flot 1. halvår, mens en opbremsning slog igennem i de sidste to kvartaler.
- 2019 var et godt år for os. Automobil-markedet startede allerede sin nedgang i 2018, og mens konkurrenter mistede omsætning, kunne vi fastholde vores salg i en periode, siger administrerende direktør Shoji Gotoda, Kyocera Unimerco.
Markedsandelene bliver taget i et marked for skærende værktøj til bilindustrien, der er præget af mange spillere.
- Vi har noget unikt værktøj, så selvom kagen bliver mindre, kan vi godt tage markedsandele, uddyber direktøren.
mio. kr. | 2018/19 | 2017/18 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 1.261,7 | 1.226,2 |
Resultat af primær drift | 124,0 | 130,4 |
Resultat før skat | 121,7 | 130,2 |
Årets resultat | 92,2 | 93,7 |
Balancesum | 1.001,3 | 970,4 |
Egenkapital | 821,8 | 771,1 |
Antal ansatte | 707 | 696 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. marts 2020 |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.