Kunstig intelligens styrer værktøjsfabrik
Hjernø Værktøjsfabrik i Odense har igennem de sidste par år fået lavet et skræddersyset ordreflowsystem, som passer til værktøjsfabrikken.
Nu er den blevet suppleret med kunstig intelligens, en algoritme, som bygger på maskinlæring. Algoritmen sørger for at fordele ordrerne i et flow, så alle ordrer bliver produceret til tiden.
Det har øget overblikket og mindsket gennemløbstiderne.
- Vores udfordring som efterhånden stor værktøjsfabrik er, at vi har mellem 8.000 og 10.000 værktøjsstumper i produktionen, og det er der intet menneske i verden, som kan bevare det fulde overblik over, siger Kris Agergaard, business strategy specialist hos Hjernø Værktøjsfabrik.
- Derfor har vi fået udviklet en algoritme, der er indbygget i vores ordresystem, og som fremover skal stå for fremdriften i produktionen. Den sørger for på daglig basis at justere ind, hvis der er forskydninger eller ændringer i produktionsflowet, siger han.
Den intelligente kapacitetsstyring skal sikre højere effektivitet, lavere gennemløbstider og en bedre styring af ressourcer og leverancer.
Kunder kan følge med
Samtidig er Hjernø med version 2.0 af ordreflow-systemet kommet et stort skridt tættere på at give kunderne mulighed for at kigge ind i ordreflowsystemet og selv holde sig ajour med fremdriften af deres ordrer.
- Det har gennem lang tid været et stort ønske, både fra vores kunder og fra os selv. Det bliver selvfølgelig sikret omhyggeligt, at man som kunde kun har adgang til sine egne ordrer, understreger Kris Agergaard.
Trækker data ud
Der er mulighed for at tilføje nye moduler til ordreflowsystemet. Næste skridt er at integrere systemet med økonomiafdelingens software.
Hjernø har med den nye software også fået et langt bedre datagrundlag for at optimere produktionen. Der kan trækkes langt flere data ud af systemet end tidligere.
Hjernø Værktøjsfabrik producerer især sprøjtestøbeværktøj til plastindustrien. Virksomheden har omkring 60 medarbejdere.