23948sdkhjf

Caldan Conveyor solgt til svenskere

Svenske Axel Johnson International har købt aktiemajoriteten i Caldan Conveyor med hovedsæde i Galten ved Århus. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Axel Johnson International er en familieejet koncern med speciale i opkøb og udvikling af virksomheder, der primært producerer tekniske komponenter eller industrielle procesløsninger.

- Opkøbet af Caldan er en spændende mulighed for at udvide vores position inden for industriel automation. Med Caldan køber vi aktiemajoriteten i en virksomhed med en meget stærk markedsposition, og vi er ivrige efter at begynde arbejdet med ledelsen om deres vækstrejse, siger Martin Malmvik, CEO hos Axel Johnson International.

Caldan Conveyor har godt 130 medarbejdere og er specialiseret i conveyor-anlæg til overfladebehandlingsindustrien. Virksomheden havde i 2018/2019 et bruttoresultat på 78,1 mio. kr. og et overskud før skat på 7,9 mio. kr.

Caldan Conveyor har været ejet af de to brødre Jens og Niels Caludan samt af R&D manager Søren Thygesen med en mindre aktieandel.

- At blive en del af Axel Johnson International vil skabe mange nye muligheder for Caldans kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere, og vi ser frem til fortsat at lede virksomheden, siger de to brødre.

Caldan Conveyor fortsætter under eget navn, men bliver en del af Axel Johnson Internationals forretningsområde ”Industrial Solutions”, som også omfatter de svenske virksomheder OCS Overhead Conveyor System og Gisab.

De nuværende ejere beholder en mindre aktieandel i Caldan Conveyor.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094