Året der gik: Turbulent efterår
Mange havde nok håbet, at forårets optur ville vare ved, men efteråret bød desværre på masser af uro i den danske industri.
Det var ikke det manglende opsving, der ramte Vestas, men til gengæld problemer på koncernens generatorfabrik. Efter talrige måneders spekulationer blev vindmølleproducenten i oktober nødt til at nedjustere de økonomiske forventninger til 2011 ( Problemer med tysk fabrik tvinger Vestas til nedjustering ).
Og som om det ikke var nok, blev Vestas også ramt af et mere almindeligt stormvejr. En kraftig storm i Skotland satte i begyndelsen af december en af koncernens møller i brand ( Endnu en Vestas-mølle havareret ).
De sorte skyer trak sig desværre også ind over flere underleverandører, og det kostede blandt andet Odder-virksomheden Precotech livet ( Precotech er gået konkurs ), og i Randers måtte Carstens & Larsen kaste håndklædet i ringen ( Carstens & Larsen erklæret konkurs ).
Alt var dog ikke sort, og der var stadig folk, der var villige til at investere i den danske metalindustri. Dette blev vel bedst symboliseret ved, at netop Carstens & Larsen blot to uger efter konkursen fik nyt liv sammen med en ny investor-kreds ( Nyt liv til Carstens & Larsen ).
Også i Hedensted kom der nyt liv hos en af de hedengangne metalvirksomheder. Det skete i oktober, da Nordmark Maskinfabrik og Skagen Sandblæseri overtog dele af konkursboet efter Ertech Stål ( Nyt liv hos Ertech Stål ).
Nyt liv er der også ved at blive skabt på Lindøværftet, og i slutningen af november kunne Vestas meddele, at man også har lejet sig ind på værftet, hvor man vil udvikle nacellerne til den kommende V164-7.0 MW-møller ( Vestas rykker ind på Lindø ).
Til gengæld blev det nok til et øjebliks stilhed, og mon ikke også en del store og stærke smede fik en lille klump i halsen, da værftet i slutningen af november søsatte den uigenkaldeligt sidste nybygning. Efterfølgende kunne de mange medarbejdere tage afsked med værftet ved en fest ( Sidste nat på Lindø ).
Vi slutter med de positive briller på, for slutningen af 2011 bød også på flere nye satsninger og ekspansioner i industrien. Ib Andresen Industri valgte fx at starte en ny produktion af vindmølletårne i Nyborg ( Andresen Towers starter produktion i Nyborg ), MAN Diesel valgte at bygge et nyt testcenter i Frederikshavn ( MAN Diesel investerer 50 millioner i Frederikshavn ), og Barrit-virksomheden Haco investerede hele 35 mio. kr. i en ny maskine, der skal sikre vækst i virksomhedens aktiviteter inden for blandt andet vindmølleindustrien ( Haco investerer millioner i fremtiden ).
Med de positive briller på går Metal Supply på juleferie. Men vi vender troligt tilbage med nye historier fra den danske metalindustri den 2. januar.