UVD robotter er i sving på hoteller
UVD Robots oplever et stigende salg af sine desinfektionsrobotter til hoteller i USA og i Europa.
- Rejsebranchen ser på, hvordan den hurtigt kan få de rejsende tilbage og gør derfor meget ud af at skabe tillid hos kunderne, siger Per Juul Nielsen, CEO i UVD Robots.
Det gælder for eksempel Yotel Boston, et hotel med 326 værelser i Bosten.
- Lige nu er det afgørende for hotelbranchen ikke kun at forbedre, hvordan vi beskytter rejsende, men også at give dem vished om, at vi tager alle tiltag i anvendelse fra check-in til check-out, siger Trish Berry, administrerende direktør for Yotel Boston.
De autonome desinfektionsrobotter bruges også hos Clarion Hotel i København.
- Vi ser desinfektion på hospitalsniveau som en ny måde at tilbyde merværdi som et led i vores kommunikation til vores gæster om, hvorfor de skal vælge vores hotel, siger generaldirektør Jesper Olesen, Clarion Hotel.
Samtidig sælger UVD Robots flere og flere robotter til lufthavne over hele verden, deriblandt Heathrow Lufthavn i London og Hamad International Airport i Qatar.
UVD Robots er et datterselskab af Blue Ocean Robotics. Begge har hjemsted i Odense.