FLSmidth får ordre på to cementprojekter i Brasilien
FLSmidth har indgået kontrakt på to cementprojekter til en samlet værdi af cirka 750 mio. kr. med firmaet Cimpor Cimentos do Brasil Ltda i Brasilien.
Leverancen til Caxitu-projektet omfatter blandt andet et rundlager til kalksten, et langslager og afgraveudstyr til råmaterialer samt et tilsvarende anlæg til additiver, et langslager til petcoke, en Atox-råmølle, en Tirax-kulmølle, et in-line forvarmersystem med kalcinator samt en Rotax-ovn og SF-køler. Leverancen til Cezarina-projektet omfatter en komplet ovnlinie med Atox-råmølle, CF-silo, in-line forvarmersystem med kalcinator, Rotax-ovn og en FLSmidth Cross-Bar køler.
FLSmidth skal endvidere levere luftrensningssystemer til de to projekter, som indebærer den nyeste ovnteknologi til forbrænding og udnyttelse af affaldsbrændsel.
- Brasilien foretager løbende betydelige investeringer i udviklingsprojekter, både med henblik på kommende begivenheder som verdensmesterskabet i fodbold og de olympiske lege og for at skaffe boliger og opbygge infrastrukturen, og FLSmidth vil med denne ordre kunne fastholde sin førende rolle som leverandør til Brasiliens hastigt voksende cementindustri og samtidig styrke det nære samarbejde med sin mangeårige kunde Cimpor, udtaler administrerende koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen.
Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til idriftsættelsen i 2013.