23948sdkhjf

Fremgang: Nyt produkt løfter Bredal-indtjening

Lanceringen af et nyt produkt gav Bredals omsætning luft under vingerne. Det viser den østjyske virksomheds nyeste regnskab.

Omsætningsstigningen landede også på bundlinjen, hvor producenten af gødnings- og kalkspredere har et resultat før skat, der gik frem med 20 procent til 12,4 mio. kr.

- Vi har introduceret et nyt produkt, som er blevet taget rigtig godt imod – især nationalt, og det har givet vores omsætning et godt løft. Ellers har vi haft ok gang i eksportmarkeder med Australien som det største i øjeblikket, siger administrerende direktør Anders Buhl Jensen, Bredal, om den økonomiske udvikling. 

Det lancerede produkt er den nye K-XE-spreder, der har en større arbejdsbredde på grund af et nyudviklet foldbart spredeværk. Og sprederen har altså fået godt fat i markederne.

Kunderne har det fint

Direktøren fortæller ogå, at Covid-19 har ikke ramt kundernes investeringslyst. Og samtidig har afregningspriserne på nogle af kundernes produkter været rimelige, hvilket også giver råd til at investere.

- Der kan på et tidspunkt komme en påvirkning ind fra siden, som gør, at der sker en faldende efterspørgsel efter varer fra landbruget. Det er svært at vide, hvad der kommer til at ske, men jeg forventer ikke, at coronaen kommer til at have en voldsom påvirkning på vores afsætning, uddyber han. 

Forventer status quo

Selv da corona-smitten lukkede verden ned, kunne Bredal sende sine spredere ud i hele verden. Forretningsrejser er langt hen ad vejen blevet erstattet af digitale møder.  

- Vi har ikke sat noget til på salgssiden. Jeg håber, at vi kan holde status quo, og det er også min forventning for nuværende regnskabsår, siger Anders Buhl Jensen.

Han tilføjer dog så, at han i øjeblikket holder øje med svinepesten i Tyskland, som er et af Bredals store markeder.

Bredal har sin hovedfabrik i Nim ved Vejle og beskæftiger cirka 40 ansatte.

Bredal A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttofortjeneste 18,7 15,6
Resultat af primær drift 10,8 8,6
Resultat før skat 12,4 10,3
Årets resultat 9,9 8,1
Balancesum 154,6 163,4
Egenkapital 142,9 154,5
Antal ansatte 42 38
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2020

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115