23948sdkhjf

Danske svejserobotter til historisk værft

Fynske Inrotech har landet en ordre hos det britiske værft Harland & Wolff, hvis rødder går helt tilbage til midten af 1800-tallet.

Værftet har hjemme i Belfast og er nok bedst kendt som værftet, der byggede Titanic.

Nu er det hæderkronede værft altså på vej ind i robotalderen med en leverance fra Fyn.

- Vi har et produkt, der hedder Inrotech MicroTwin, som er en gantry med to robotter, som svejser – deraf twin-navnet. Vi er kendt ved, at vi først scanner objekterne, derefter er der sensorer, som finder start og slutpunkt for hver svejsestreng og så går vi i gang med at svejse. Der skal ikke input af hverken CAD-tegninger, programmering eller noget som helst. Det er det, Harland & Wollf er faldet for. De har således ikke behov for backend engineers, og de har ikke behov for at overføre CAD-tegninger, forklarer Sales Manager Dan Kim Nielsen.

- Robotten skal bruges til svejsning af mikropaneler til skibsbygning. Det kan være paneler op til 15 meter i længden og er i reglen 2-3 meter i bredden, som man samler senere i skibsbygningen. Kunden har købt ekstra skinner, så de i alt kan operere på 32 meter. Så kan de svejse i to zoner – det vil sige svejse i en zone og forberede i en anden og vice verca. Det vil sige, at den kan køre nonstop, fortsætter Dan Kim Nielsen.

Harland & Wolff er i dag ejet af den britiske koncern InfraStrata, der overtog det økonomisk trængte værft sidste år.

- Nu er de inde i en rivende udvikling og de skal til at omstille sig til rigtig skibsbygning igen. De har i nogle år primært lavet supply til offshore-sektoren. Men vi kender alle sammen, hvordan oliepriserne er gået, fortæller Dan Kim Nielsen.

Går alt efter planen, er Inrotechs robot i drift på værftet i Belfast i begyndelsen af 2021.

- Vi skal helst have alle hoveddele ind i UK inden 31/12, da vi ikke aner noget om effekten af Brexit, siger Dan Kim Nielsen.

Han kan i øvrigt berette om en noget anderledes salgsproces end vanligt som følge af coronapandemien.

- Normalt kommer kunden til os og ser nogle demoer, vi kommer ud til dem og skal besigtige deres produktion og så videre. Det har slet ikke været tilfældet i den sag her. Alt er kørt som onlinemøder. Vi har bragt dem online ned i vores workshop for at se nogle ting, og så har vi en rigtig god kunde, et værft i Rumænien, og der kunne vi tage dem online ned og se en MicroTwin ude i produktionen. For vi har kameraer til online support på alle vores robotter, forklarer Dan Kim Nielsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094