23948sdkhjf

Initiativpris til Steffca

Da Coronakrisen ramte Danmark i foråret, så fremtiden egentlig dyster ud for Nyborg-virksomheden Steffca, for ordrebogen blev tyndere og tyndere? Men så skete der noget overraskende.

Lægemiddelstyrelsen lancerede nemlig sin "Danmark hjælper Danmark-kampagne” for at skaffe værnemidler til danskerne. Det ville Steffca gerne bidrage til, og snart var der en ordre på 160.000 visirer i hus fra Region Syddanmark.

Steffcas grundproduktion er pakninger til utallige former for samlinger. Det kan være til rør med damp, fødevarer, pulver, væsker - alt, som skal holdes tæt, så det ikke lækker. Til visirerne skal bruges plastik og skum - produkter, som virksomheden havde adgang til i forvejen. Det var vanskeligere at fremskaffe elastik, der bruges til at holde visirerne fast på hovedet, men det lykkedes.

Visirerne bruges som værnemiddel i særligt sundhedssektoren i både ind- og udland, hvor de typisk smides ud efter brug. Visirerne kan også bruges og genbruges efter rengøring af frisører og andre, der kan have brug for at skærme sig selv og kunderne. Visirerne er blevet CE-mærket, så de lever op til en særlig Europa-norm, og det kan betyde endnu flere kunder.

Så i stedet for at måtte hjemsende medarbejdere, kunne virksomheden i foråret ansætte 18 nye kolleger, og derfor vinder Steffca DI Fyns Initiativpris 2020.

- Der skal lyde et stort tillykke til Steffca A/S, som virkelig har forstået at gribe mulighederne i en vanskelig situation og dermed vende truende nedgang til opgang og udvikling. Samtidig har Steffca A/S bidraget til at løse en samfundskritisk opgave og har formået at udvikle forretningen. Det er imponerende og en hæder værdigt, lyder det fra formand for DI Fyn, Poul Strandmark. 

- Vi er meget glade for at modtage denne pris. Æren tilfalder i høj grad vores medarbejdere. Uden dem og deres omstillingsparathed ville vi aldrig kunne løfte en så hurtig omstilling og stor en opgave, siger direktør for Steffca, Martin Steffensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.124