Robotter kan dæmme op for stærkt prispres
Coronavirus og Covid-19 begynder at bide hårdt i den danske metal- og maskinindustri.
Kapacitetsudnyttelsen i metalindustrien i Danmark var i oktober i år beskedne 60 procent, som efterlader en solid overkapacitet på hele 40 procent.
Det viser bergeninger fra Tekniq Arbejdsgiverne, som peger på, at op mod mod halvdelen af de danske virksomheder inden for metalindustrien i oktober har oplevet vigende efterspørgsel, der begrænser deres produktion.
Overkapacitet udfordrer
Overkapaciteten giver udfordringer nu, men det giver også udfordringer i det øjeblik, at det globale marked og eksporten kommer op i gear igen, påpeger administrerende direktør Casper Hansen fra Technicon og salgschef Michael Hjertebjerg i en fælles pressemeddelelse.
- For de lande, vi normalt sammenligner os med, er situationen den samme som herhjemme: tabte markedsandele skal genvindes, og siden hovedparten af vores naboer har lavere omkostninger, end vi har herhjemme, vil danske virksomheder, der ikke har et skalerbart og produktivt produktions-setup komme under massivt pres, lyder det fra Casper Hansen og Michael Hjertebjerg.
Og opfordringen er da også, at det er nu, man investerer i den automation, der både kan sænke emneprisen og også sikre, at produktionen hurtigt kan skaleres op igen, når markedet vender, og der igen bliver mangel på faguddannede.
- Fremover kommer det til at handle om evnen til at omstille og tilpasse sit produktionsapparatet, så det er langt bedre gearet til krav om hurtig skalerbarhed. P.t. er der overkapacitet. Om et år kan billedet være drejet 180 grader, og så er der risiko for overophedning og mangel på arbejdskraft, siger Casper Hansen.
De små mangler automation
Casper Hansen er samtidig bekymret, fordi Technicon oplever et billede af et todelt investeringsniveau, hvor de større virksomheder fortsætter med at investere i fleksibel automation, mens mindre og mellemstore virksomheder er mere afventende.
Et tilsvarende billede oplever salgchef Michael Hjertebjerg fra Universal Robots, hvis robotter forhandles af Technicon.
- En ny analyse fra DI Digital dokumenterer, at det glædeligvis går den rette vej med udbredelsen af robotter herhjemme. Men det giver grund til panderynken, når man af analysen samtidig konstaterer, at SMV´erne ikke tager produktivitetsfremmende teknologi til sig i samme grad som de større virksomheder. Godt 40 procent af virksomheder med over 250 ansatte anvender robotteknologi, mens tallet kun er 10 procent for virksomheder med mellem 10 og 49 ansatte, siger Michael Hjertebjerg.