23948sdkhjf

Nu skal passiv svejserøg stoppes

Ny indsats fra Arbejdstilsynet skal gøre op med giftig svejserøg i produktionslokaler. - Røgen er kræftfremkaldende så beskyt dig selv og dine omgivelser, lyder budskabet

Nu skal det være slut med passiv indtagelse af svejserøg i industrien, lyder det fra Arbejdstilsynet , som nu øger fokus på den giftige og uønskede svejserøg.

"Svejserøg er en uundgåelig del af hverdagen for mange virksomheder i metal- og maskinindustrien, men røgen er farlig for medarbejderne", lyder det fra Arbejdstilsynet, der er klar med en kampagne med fokus på både svejserøg og anden farlig kemi i branchen.

- Når man arbejder med farlig kemi, må man ikke lade sig snyde af, at det ofte ikke ser farligt ud. Gasserne og de små partikler i svejserøg kan give alvorlige sundhedsskader, eksempelvis kræft. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne investerer i sikkerheden med effektiv udsugning. Og så har medarbejderne et ansvar for at hjælpe med at skabe en kultur, hvor man ikke behøver at have ’jernlunger’ for at være en dygtig smed, siger tilsynschef i Arbejdstilsynet, Ida Krarup i en pressemeddelelse.

Hun peger på, at medarbejdernes kontakt med kemiske stoffer og materialer kan ses i antallet af anmeldte erhvervssygdomme. Derfor kræver farlig kemi god beskyttelse, så medarbejderne undgår hudkontakt og ikke indånder gasser, røg eller lignende.

Arbejdstilsynet oplyser, at svejserøg består både af synlige partikler og usynlige gasser og partikler. Og at svejserøgen er den hyppigste årsag til anmeldelse af luftvejssygdomme i metal- og maskinindustrien.

Artiklen er en del af temaet Svejsning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079