Ny stålhåndbog på gaden
Danmark har fået en ny Stålhåndbog med opdateret viden om stål og bearbejdning af stål.
Stålhåndbogen er skrevet af maskiningeniør Geir Rune Arntsen, som oplyser, at bogen er ment som en praktisk håndbog, som er nyttig at have ved hånden.
Bogen har kapitler om fremstilling af stål, egenskaber, produkter, valg af stålkvalitet, formning og bearbejdning, svejsning, NDT, korrosion, korrosionsbeskyttelse og meget andet.
Der er også kapitler om grundlag for konstruktion, krav til udførelse af stålarbejde, krav til kvalitetssikring og Bygningsreglementet (BR18).
Bogen er primært rettet mod alle, der arbejder med stål i smedevirksomheder, maskinfabrikker, skibsværfter og indenfor byggeri. Den kan også bruges af entreprenøtrer, rådgivende ingeniører, konsulenter, konstruktører.
Forfatteren fremhæver også, at den kan bruges som lærebog i mekaniske fag og materialeteknologi i erhvervsuddannelser og på tekniske skoler.
Bogen er støttet af danske grossister, stålværker og leverandører. Bogen promoveres også af brancheforeninger som Tekniq Arbejdsgiverne, Branchehuset og Dansk Stålinstitut.