23948sdkhjf

Lachenmeier Monsun køber fynsk maskinfabrik

PAM A/S, det tidligere Poul Andersens Maskinfabrik, er blevet købt af Lachenmeier Monsun.

De to virksomheder er specialister i at designe og producere produkter og systemløsninger til håndtering af bulkvarer i en lang række brancher, blandt andet energi og miljø, råvarer og byggematerialer og korn- og foderstoffer.

Win-win-win

Ejerne af Lachenmeier Monsun i Sønderborg, Lars Johansen og Christian Ørskov Pedersen, har sammen med Joakim Haulrik opkøbt PAM A/S af afgående administrerende direktør Steen Madsen.

- Det er win-win-win, for alle parter kommer godt ud af salget. Jeg vil fremover fokusere på kundekontakt og salg, de nye ejere kan drage synergieffekter ved ejerskab af begge virksomheder, og mine medarbejdere har stadig en fremtid i PAM, siger Steen Madsen i en pressemeddelelse.

PAM bliver liggende i Odense, og Lachenmeier Monsun bliver i Sønderborg, men de to virksomheder vil fremover arbejde tæt sammen.

- Jeg ville kun sælge til branchefolk, der vil køre PAM videre med ønsket om fortsat succes og udvikling. Samtidig skulle kemien med den nye ejer være der, og kemien var der fra første møde med Lars, Christian og Joakim. Det har været vigtigt for mig, at fremtiden er lys for PAM’s medarbejdere, og det er den nu, siger Steen Madsen.

Ny direktør

Ny direktør for PAM bliver fra 1. januar 2021 48-årige Joakim Haulrik, der har 20 års bred ledelseserfaring fra blandt andet Rockwool International, Alfa Laval og senest som vice president hos Haldor Topsøe.

- Jeg glæder mig til at arbejde med den fortsatte udvikling og styrkelse af virksomheden i samarbejde med Steen og alle de andre dygtige medarbejdere. Det nye delte ejerskab mellem Lachenmeier Monsun og jeg muliggør mange synergier, hvilket vil komme både PAM og Lachenmeier Monsun til gode, siger Joakim Haulrik.

Vil styrke begge virksomheder

For Lars Johansen og Christian Ørskov Pedersen er opkøbet en styrkelse af begge virksomheder.

- PAM’s tilgang til udvikling og fleksible og kundetilpassede løsninger ligner i høj grad vores. Det er vores tilgang til opgaverne, der gør forskellen i markedet. Vi er som PAM bevidste om, at vi skal skabe værdi for den enkelte kunde, og det kræver viden og indsigt. PAM er et stærkt brand med en række unikke produkter, og når begge virksomheders kompetencer forenes, kan vi række længere ind i komplekse projekter. Vi forventer derfor et fremtidigt arbejde, som giver mange fordele for vores kunder, og det er det, der bringer os videre, siger Christian Ørskov Pedersen.

- PAM’s organisation får nu adgang til vores organisation og netværk, vores produktionsapparat, vores service- og montageorganisation, og vi får mulighed for at tilbyde vores kunder nye produkter og løsninger. Vi er meget glade for, at det er lykkedes at få en aftale med Steen Madsen om salget af PAM, og vi er specielt glade for at indgå det nye ejerskab sammen med Joakim Haulrik. Det vil give begge selskaber et kæmpe løft og positionere os fremadrettet, siger Lars Johansen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078