Den enes skrot, den andens råvarer
Af Henrik Eilers
Den grønne dagsorden fylder stadig mere i den danske industri, og en række lavt hængende frugter er for længst blevet plukket, for eksempel inden for energioptimering og affaldssortering.
Når det gælder restmaterialer, har virksomhederne i årevis hjulpet miljøet ved at sende metallerne til skrot, men her kan man gå et skridt videre.
Det mener man i hvert fald hos DAMRC. For når restmaterialerne skal til skrot, kræver det dyr transport og en energitung omsmeltning.
Spåner og afskær får nyt liv
Derfor sætter det midtjyske videncenter nu gang i et forløb, hvor virksomhederne skal lære at identificere restmaterialer som nye råvarer et andet sted i industrien.
- Hele baggrunden for, at det startede, er, at vi er en del af et stort program, GCO - Grøn Cirkulær Omstilling. Under det laver vi tre forløb. Der er et forløb omkring optimeret brug af spåner. Det vil sige de spåner, der kommer ud, hvordan kan vi bedst bringe dem i anvendelse igen? Hvor giver det mening at rense dem, sortere dem, presse dem til piller, så de er nemmere at transportere, og vi ikke kører rundt med så meget luft? forklarer Leo Ravn-Nielsen, der er sales manager hos DAMRC.
- Så er der også et spor omkring afskær. Hvis man har en drejeproces, så har man altid et stykke, man ikke får udnyttet. Men andre kan have en anden produktion, hvor de kan bruge det som råvare. Så det med at finde hinanden og udnytte de potentialer, det kunne være en rigtig god mulighed, fortsætter han.
- Så er der et tredje spor, om den kommende reduktion af blyindholdet i vores metaller. Hvad gør det ved bearbejdeligheden? Hvordan skal jeg så køre? Kan jeg fortsætte med de samme parametre? Skal jeg acceptere et højere værktøjsslid? Det er nogle af de ting, vi vil se på her, lyder det fra Leo Ravn-Nielsen.
Bundlinjen er vigtigst
Den røde tråd for hele projektet er bæredygtighed, men for den enkelte virksomhed er guleroden naturligvis en bedre bundlinje - det er Leo Ravn-Nielsen helt med på.
- Det er alligevel stadig de færreste, der er båret af ideologi. Det skal hænge sammen. Vi skal sørge for at bringe produktiviteten op og spare på ressourcerne, så det kommer på bundlinjen. Og så gør det ikke noget, at den grønne dagsorden også følger med, siger han.
Fantasi og samarbejde
Men hvordan griber man det så an i praksis? Ifølge Leo Ravn-Nielsen handler det dels om at udfordre sin egen måde at gøre det på, når man ser på sine restmaterialer, og måske også om at samarbejde med andre industrivirksomheder.
- Der er emner i alle mulige afskygninger og størrelser. Og dem der har store rester, kan med fordel lade dem indgå i produktionen hos andre, der laver små emner. Så kan vi udnytte ressourcerne bedst muligt og skal ikke smelte så meget materiale om. Det er i hvert fald noget af det, vi vil finde ud af, om der er mulighed for, forklarer han.
Derfor vil han og kollegerne gerne hjælpe med at tænke nye tanker. For det kræver nemlig nogle ændringer i dagligdagen, hvis bæredygtigheden skal fremmes.
- I nogle virksomheder er det ikke umiddelbart besværet værd af at sortere i fraktioner, det er heller ikke alle, der kan presse spånerne, fordi produktionen ikke passer til det. Måske synes man ikke, man har store fraktioner nok til det - så det skal bare ud ad døren. Der er alle mulige forskellige barrierer og benspænd, fortæller Leo Ravn-Nielsen.
- Men måske kan vi sammen finde nogle løsninger, der gør, at det giver mening? Det kunne jo være, at virksomhederne skulle arbejde sammen om det. Det kunne være, man skulle lave et lille lokalt netværk, hvor der er en koncentration af den her type bearbejdningsvirksomheder. Så kunne vi måske finde på nogle rigtig gode løsninger, der kunne gavne alle - både økonomisk og miljømæssigt, siger han.
