23948sdkhjf

Dansk bølgeenergi vil crowdfunde sig til millioner

I sidste uge kom EU-Kommissionen med en strategi for udnyttelse af havenergi frem mod 2050. En del af planen er at fremskaffe 40 GW kapacitet fra havenergi, og dette mål skal bl.a. nås gennem 10 demonstrationsprojekter i stor skala i 2025.

Den fremtid ønsker det danske bølgeenergikoncept Wavepiston at være en del af. Men det koster. 

Derfor sætter selskabet nu gang i en crowdfunding-kampagne, hvor der skal rejses mange millioner kroner. Michael Henriksen fra Wavepiston fortæller, at man går efter 2-3 millioner euro – og hellere de tre end de to. 

Hidtil har Wavepiston hentet penge hos en række private investorer og EU-fonde. Crowdfunding er derfor ukendt land. 

- Vi har set andre i branchen gøre det meget succesfuldt. Fordelen er, at vi kan få flere investorer ind, da man kan købe fra en aktie til mange. Samtidigt får vi spredt det gode budskab om Wavepiston, siger Michael Henriksen.

Kampagnen løber på crowdfunding-platformen Seedrs året ud. Indtil videre er 136 aktionærer med om bord, og Wavepiston har hentet 91 procent af det målsatte beløb.

De næste to år

Pengene fra crowdfundingen – sammen med de tildelte EU-midler – skal bruges til at teste det fuldskala-anlæg, som lige ved og næsten er blevet søsat ved Gran Canaria, hvor de lovende resultater fra tidligere test skal valideres. Men først skal anlægget lægges ud. 

- Vi har fået lagt alt klart, men der er lidt mere bureaukrati i Spanien, end vi havde regnet med. Forankringen er på plads. Strengen ligger i vandet i havnen i Las Palmas – og der ligger den jo godt – men vi vil gerne have den ud, hvor den kan vise noget. Jeg regner med, at vi får tilladelse til at trække den ud på plads en af de nærmeste dage og så skal vejret bare vise sig fra sin gode side, siger Michael Henriksen. 

Udover testen af det traditionelle anlæg, skal Wavepiston også teste sit ø-koncept, hvor man ikke alene vil levere strøm til ø-samfund, men også rent vand, som produceres på et anlæg til afsaltning af havvand ved hjælp af omvendt osmose. 

Gran Canaria and beyond

Når den kommende toårige udviklings- og demonstrationsfase er slut, står der kommercielt anlæg på programmet. Eller nærmere prækommercielt. 

Wavepiston har gang i forhandlinger med kunder, der er interesserede – selvfølgelig under antagelse af at tingene ser ligeså fine ud, som lovet.

- Grunden til at jeg siger prækommercielt er, at vi ved næste fase skal hjælpe kunden med at rejse kapital til at investere i anlægget. De første kunder kommer ikke til at tage risikoen med en langvarig investering. Når man investerer i infrastruktur er det jo ofte for tyve år og der har vi jo ikke vist noget endnu. Derfor går vi ind i de første projekter og er aktive sammen med kunden for at skaffe den nødvendige finansiering, forklarer Michael Henriksen. 

Planerne er blandt andet at etablere Wavepistons ø-koncept både ved Kanarie-øerne men også i Caribien. 

- Det bliver et større system end det vi ser i dag – og selvfølgelig et der kan udvides, siger Michael Henriksen.

Videoen er produceret af Wavepiston

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125