Øland køber sig op i en anden liga
Når 2020 bliver til 2021 bliver den rådgivende leverandør af ventilationsudstyr Airforce en del af Øland i det, der ifølge ventilationsvirksomheden er det til dato største opkøb.
Med opkøbet følger alle 18 medarbejdere og en projekt- og automatikafdeling. Virksomheden med hovedsæde i østjyske Thorsø har siden etableringen i 2018 vokset til at være blandt de tunge rådgivende leverandører inden for ventilation og brandsikkerhed i ventilationssystemer.
For administrerende direktør i Øland, Carsten K Madsen, er det vigtigt at påpege, at der nu vil være tale om vækst, ikke en reduktion i Airforces bemanding. Lige omvendt. For det er menneskernes kompetencer, vi har været ude og købe, så sammen skal de to selskabet blive større. Både med hensyn til omsætning og personalemæssigt, fortæller Carsten K. Madsen til Metal Supplys søstermedie, Licitationen.
Efter opkøbet runder ventilationsfirmaet 150 medarbejdere. De fire medarbejdere, Airforce har på Sjælland, flytter ind hos Øland i Brøndby. De øvrige 14 medarbejdere fortsætter med base i Thorsø, og der er ingen planer om, at de ikke skal blive i Østjylland, som Ølands direktør formulerer det.
– Vi har ikke fysisk plads til dem i de eksisterende lokaler, tilføjer han.
Øland, som er ejet af det franske industrikonglomerat Saint-Gobain Distribution Denmark, har selv foretaget opkøbet, fortæller Carsten K Madsen, og tilføjer, at AirForce nu bliver et datterskab til Øland.
Med hensyn til økonomi og pris har man en aftale med sælger om, at det forbliver en hemmelighed, lyder det dog fra Øland-direktøren.
Afgørende skridt fra komponent- til systemleverandør
Det er anden gang på få år, Øland køber op. I 2019 oprustede Øland inden for aggregater med opkøbet af aggregatspecialisten Uniq Comfort i Næstved.
Øland og AirForce
AirForce er en rådgivende leverandør af ventilationsudstyr til det danske ventilationsmarked.
Firmaet har hjemme i Thorsø mellem Århus og Viborg.
Airforce ApS havde i 2019 en bruttofortjeneste på 13,1 mio. kr. og et årsresultat på 3,8 mio. kr.
Ventilationsvirksomheden Øland blev stiftet af Leif Øland i 1981og er i dag ejet af den franske industrigigant Saint Gobain som en en del af Saint-Gobain Distribution Denmark.
Ølands produkter er fordelt inden for ventilatorer, armaturer, kanalsystemer og aggregater.
I 2019 havde firmaet en bruttofortjeneste på 66,3 mio. kr. og et årsresultat på 7,6 mio. kr.
Med den nye investering trykkes speederen i bund, og Øland tager et – med egne ord – afgørende skridt fra komponent- til systemleverandør, et strategiskifte, firmaet har forfulgt målrettet.
– Vi får en voldsom opskalering af vores kompetencer og vil stå på en platform, som jeg vil vove at påstå, ingen andre i branchen har i dag, siger Carsten Madsen.
– Vi får vores egen projektafdeling, som kan tilbyde rådgivningsydelser, samt vores egen automatikafdeling, der kan skræddersy automatiksystemer. Derudover får vi nye kollegaer med dyb viden særligt om brandtekniske systemer, tilføjer han.
Ikke nok at stå alene
Airforce blev etableret for mindre end tre år siden af tre tidligere kollegaer fra ventilationsbranchen. Den ene af ejerne, Brian Schiøtt, som er teknisk direktør i virksomheden, ser mange perspektiver i sammenlægningen:
– Der er mange gode ting ved at drive egen virksomhed, men på den lange bane er det en fordel at være en stærkere alliance, siger Brian Schiøtt, og fortsætter:
– Vi kan ikke blive ved med at vokse i vores brandsegment, men vi kan se enorme vækstmuligheder i at blive en del af en større spiller på markedet, hvor vi kan kombinere segmenter som isolering, kanaler, brand, aggregater etc. til større systempakker. Vores samlede virksomhed bliver gearet skarpt til at levere hele spektret fra kanalsystemer til samlede systempakker med tekniske specialister i ryggen.