Ny bestyrelse skal bringe Ravendo ind i fremtiden
Den viborgensiske producent af transportmateriel har fået ny bestyrelse, og har konstitueret sig med Gregers Johansen som formand.
Han kommer til posten med mange års erfaring indenfor professionelt bestyrelsesarbejde, forretningsudvikling og rådgivning fra sin virksomhed Gregers Johansen Consulting.
- Det er med en vis portion ydmyghed, jeg har takket ja til at indgå i Ravendos bestyrelse som formand. Jeg ser meget frem til at hjælpe virksomheden og de to nye ejere med at udvikle virksomheden til at blive endnu bedre til at levere udstyr, der hjælper vores kunder med de tunge løft, udtaler Gregers Johansen.
Formanden suppleres af yderligere to menige medlemmer med Karen Touborg, group senior director på Grundfos og Pia Grandelag, administrerende direktør for Inventa.
Og den nye bestyrelse vækker glæde hos direktør-duoen i Ravendo Randersbøren:
- Det glæder mig, at det er lykkedes at samle så stærke profiler i vores nye bestyrelse. Rent strategisk har vi fokuseret på at få nogle bestyrelsesmedlemmer ombord, der kan fungere som sparringspartnere, og som kan hjælpe med at træffe de svære strategiske beslutninger omkring Ravendos mål og visioner, siger Tobias G. Nielsen, administrerende direktør.
Signe Giandrup, den anden del af direktør-duoen, supplerer:
- Ravendo står allerede på et stærkt fundament efter vores tidligere bestyrelse, så processen omkring vores videreudvikling har krævet endnu en stærk bestyrelse, og det har vi fået.
Gregers Johansen overtager posten efter Bjarne Dige, der har været en del af Ravendo Randersbørens bestyrelse i 20 år.
Ravendos nye bestyrelse er allerede trukket i arbejdstøjet og er i fuld gang med de strategiske planer, der skal bringe virksomheden sikkert ind i fremtiden. De kommende år vil virksomheden have særligt fokus på miljø, bæredygtighed og optimering af produktionen.
- Og så skal der arbejdes benhårdt på at udnytte det potentiale, som Ravendo har, ikke blot i Danmark, men også udenfor landets grænser, afslutter Gregers Johansen.
Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.