Østjysk tandhjulsfabrikant står stadig midt i corona-nedgang
Covid-19 havde en stor effekt hos tandhjulsfabrikken Villiam Petersen, da pandemien ramte i det tidligere forår. For i kombination med en faldende oliepris og norsk kronekurs blev aktiviteten mindre i offshore-industrien og dermed også blandt CNC-maskinerne på fabriksgulvet i Horsens.
- Vi har en ret kort ordrehorisont, og vi har kunnet mærke nedgangen lige med det samme, fortæller administrerende direktør Henrik Petersen, Villiam Petersen, Tandhjulsfabriken Horsens.
- Derfor havde vi folk på lønkompensation indtil 1. juli, hvor vi vurderede, at situationen ville vare året ud som minimum.
Derfor blev der ved indgangen til juli afskediget fem ud af de 28 ansatte for at tilpasse bemandingen til den lavere omsætning.
Svært at spå om
Tandhjulsproducenten har netop offentliggjort sit regnskab, hvor resultatet før skat gik fra 0,3 til 0,2 mio. kr. I regnskabstallene kan man se en stigende bruttofortjeneste, men her er også indregnet lønkompensation på godt 700.00 kr. og en maskinsalgsgevinst på 1,25 mio. kr.
I produktionen er aktiviteten ikke vendt tilbage til normalniveauet endnu. Ordrerne kommer dog i bølger, og der bliver stadig produceret på fabrikken, der producerer specialtandhjul i enkeltstyks eller mindre serier og er specialist i gearrenoveringer.
- Der går nogle måneder i 2021 – måske hen til sommerferien – før der rigtig kommer til at ske noget igen, men jeg har svært ved at spå, siger Henrik Petersen, der kalder situationen for ukendt.
Holder kontakten
Horsens-virksomheden har både kunder i Sverige, Norge og Danmark. Man prøver at holde kontakt så tæt som muligt, men det er ikke så nemt at rende folk på dørene, fortæller Henrik Petersen.
- Der kommer stadigvæk nye forespørgsler, så det er ikke fordi, at det er gået helt i stå, siger han.
mio. kr. | 2019/20 | 2018/19 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 16,8 | 15,3 |
Resultat af primær drift | 0,3 | 0,4 |
Resultat før skat | 0,3 | 0,4 |
Årets resultat | 0,2 | 0,3 |
Balancesum | 26,9 | 20,3 |
Egenkapital | 14,1 | 13,9 |
Antal ansatte | 30 | 30 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2020 |