DI: Brexit-aftale giver masser af udfordringer
Uanset at Storbritannien og EU juleaftensdag blev enige om en aftale om det fremtidige handelsforhold, står det fast, at danske virksomheder i løbet af blot fem dage vil skulle indstille sig på en helt ny virkelighed.
Det fastslår DI’s europapolitiske chef Anders Ladefoged i en pressemeddelelse.
- Det er glædeligt, at der i sidste øjeblik blev indgået en aftale mellem EU og Storbritannien. Det er vigtigt for de mange tusinde danske virksomheder med eksport til Storbritannien og de 67.000 danske arbejdspladser, der er knyttet på eksporten til briterne, siger han og fortsætter.
- Men det er også vigtigt at slå fast, at aftalen absolut ikke er en fortsættelse af de forhold som danske virksomheder kender i dag. Storbritannien er pr. 1. januar 2021 ikke længere medlem af EU’s indre marked og toldunion. Og det kommer til at mærkes i danske erhvervsliv.
Anders Ladefoged peger blandt andet på som helt centrale elementer, at det er slut med den fri bevægelighed for medarbejdere, varer og tjenester.
- En æra er slut. Nu kommer der til at være langt mere papirarbejde og bureaukrati forbundet med transporten af alle slags varer såvel som udsendelse af medarbejdere, overførsel af data og udveksling af know-how mellem EU og Storbritannien..
I Dansk Industri glæder man sig over, at handelsaftalen mellem Storbritannien og EU bevarer den toldfri markedsadgang og sikrer, at virksomheder kan sende medarbejdere på kortvarige arbejdsophold i Storbritannien. Det er vigtig for at fastholde kontakten til det vigtige britiske marked.
Derudover er der klare rammer for transport og logistik og Storbritannien har forpligtet sig på at følge internationale standarder, når der vedtages ny produktlovgivning.
- Men der er desværre også nogle huller i aftalen. Eksempelvis er der uklarhed om, hvad der bliver rammerne for handlen med serviceydelser, som for Danmarks vedkommende i 2019 tegnede sig for en eksport til Storbritannien på 54 milliarder kroner, siger Anders Ladefoged.