Metalindustrien sluttede flot af i 2020
Metalindustrien kom flyvende ind i år 2020, ramte coronakrisen om omkring sommerferien og rejste sig så igen i slutningen af året.
Det budskab står blandt andet klart i Jern & Maskinindustriens årsudgivelse Metalindustriens Top 2020, som udkom lige før jul, og det bliver bekræftet af et konkjunktur-barometer fra arbejdsgiverorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne
Konjunkturbarometeret for metalindustriens produktion er således reelt i plus, og branchen lukker året med et konjunkturbarometer for den samlede produktion på +17 for oktober, november og december.
- Et konjunkturbarometer i plus betyder, at der er flere virksomheder, som har oplevet, at produktionen steg i de tre måneder, end der har oplevet, at produktionen faldt, og det er der grund til at glæde sig over, siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom fra Tekniq Arbejdsgiverne i en pressemeddelelse.
Hun slår dog fast, at der går en rum tid, før metalindustrien er tilbage på før-coronakriseniveau.
Det skyldes ikke mindst, at metalindustrien eksporterer til udlandet og dermed også er påvirket af situationen på de udenlandske markeder. Cirka hver anden virksomhed i metalindustrien vurderer fortsat, at eksportordrebeholdningen er utilstrækkelig.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
- Den danske industri går ud af 2020 med rank ryg – og det gælder ikke mindst metalindustrien. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og der er ikke nogen tvivl om, at der bliver holdt skarpt øge med, hvad der sker med andenbølgen af coronapandemien både i Danmark og i vores europæiske samhandelslande, siger Maria Schougaard Berntsen.