23948sdkhjf

Maskinbygger tilfreds trods svært 2020

Den sjællandske producent af specialmaskiner var som så mange andre ramt af coronakrisen i 2020.

Adm. direktør Mads S. Rasmussen stod i lidt af et dilemma, da krisen ramte. Skulle han give køb på dygtige medarbejdere for at redde bundlinjen på den korte bane?

- Vores vigtigste ressource er vanvittigt dygtige, kreative og engagerede medarbejdere, og vi har tradition for at stå klar, når vores kunder har brug for assistance, siger Mads S. Rasmussen i en pressemeddelelse, og fortsætter:

- Det kan være en ny maskine, som aldrig er bygget før eller en helt uundværlig reservedel til en maskine, vi tidligere har leveret til deres produktion. Eller de har brug for, at vi laver en produktion eller et parti prototyper i vores eget testcenter.

Og sådan er det fortsat. Heldigvis. Men uden statens hjælpepakker havde Odin ikke kunnet fastholde de højt specialiserede nøglemedarbejdere.

- Vi vil gå langt for at fastholde medarbejderne, men i foråret 2020 var vi forberedt på, at det måske ikke var muligt. Det var ikke rart, men vi lagde en handlingsplan for slemt, værre og værst, siger Mads S. Rasmussen.

Hjælpepakker gjorde det muligt at holde teamet samlet

Mads S. Rasmussen er glad for, at forårets handlingsplaner ikke skulle føres ud i livet, og han er derfor en varm fortaler for hjælpepakkerne til erhvervslivet. Han mener, at lønkompensationen er et mønstereksempel på, hvad en avanceret samfundsmodel kan udrette:

- Odin Engineering og andre virksomheder, der normalt tjener penge hjem til det danske samfund, har fået den nødvendige hjælp til at klare sig gennem nedlukningen. Det har været helt afgørende for, at vi hurtigt kunne opruste til den nuværende situation, hvor vores kunder har hårdt brug for os, og alle medarbejdere er i topform og i sving, siger han.

Fem års teknologiudvikling på fem måneder

Selvom Danmark står midt i endnu en hård nedlukning i begyndelsen af 2021, er der rigtig travlt hos Odin Engineering.

De ekstraordinære omstændigheder i hele verden betyder også, at Odin har gennemgået en yderligere teknologisk udvikling i lyntempo.

- Vi har gennemgået fem års teknologisk udvikling i de seneste fem måneder. Kunderne er nu parate til at blive serviceret virtuelt, og alle Odins ansatte mestrer de digitale værktøjer, siger Mads S. Rasmussen, og tilføjer:

- Vi kan i mange tilfælde yde support til den anden side af kloden uden at pakke kufferten og hoppe på et fly. Det kræver en anden planlægning og hjælpemidler, men det er i de fleste tilfælde muligt, og stiller naturligvis også krav til kunden i den anden ende.

Sorte tal og intakte medarbejderkompetencer

Covid-19 har påvirket årsregnskabet 2019/2020, men Mads S. Rasmussen lægger vægt på, at nedgangen er til at leve med, når teamet som nævnt er intakt og i topform.

I regnskabsåret beskæftigede Odin Engineering gennemsnitligt 54 ansatte mod 57 året før. Bruttofortjenesten blev 44,0 millioner kroner mod 60,2 millioner kroner året før, og overskuddet før skat faldt med 12,4 millioner kroner til 8,9 millioner kroner.

- Vi er glade for, at vi er kommet igennem med skindet på næsen i et år som dette. Vi står ovenikøbet ekstra godt rustet til fremtiden med nye digitale kompetencer og et medarbejderengagement, der er stærkere end nogensinde. Men vi skal huske at sige tak til vores omverden. Hvis ikke det havde været for hjælpepakkerne, så havde vi ikke kunnet fastholde vores medarbejdere, og så havde det hele set væsentligt anderledes ud både her og også samfundsmæssigt, siger Mads S. Rasmussen.

Odin Engineering A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttofortjeneste 44,0 60,2
Resultat før finansielle poster 9,0 21,1
Resultat før skat 8,9 21,3
Årets resultat 6,7 16,6
Balancesum 79,3 85,4
Egenkapital 49,9 53,2
Antal ansatte 54 57
Regnskabsåret blev afsluttet den 30. september 2020
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141