23948sdkhjf

Nyt center skal sikre erhvervsrettede ingeniøruddannelser

Et nyt center ved Aarhus Universitet skal sætte fokus på udvikling af ingeniøruddannelser. Det skal sikre, at de studerende opnår en stærkere erhvervsrettet og international konkurrencedygtig kompetenceprofil.
- Det er meget vigtigt for os at fastholde et stærkt uddannelsesfokus på ingeniørområdet. Vores evne til at forsyne danske virksomheder med højt kvalificeret arbejdskraft er afgørende for deres vækst og fremtidige konkurrenceevne, siger Thomas Vosegaard, konstitueret direktør, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

Det nye center får navnet CDIO Development Lab og skal være med til at sikre et stærkt erhvervsfokus i både diplom- og civilingeniøruddannelserne, så de studerende bliver klædt optimalt på til en karriere i et globaliseret arbejdsmarked.

- Vi bør hele tiden forsøge at skabe de bedste betingelser for at drive vores ingeniøruddannelser i overensstemmelse med markedets behov. Vi skal sikre, at også de kommende generationer af ingeniører fra Aarhus Universitet kan stå distancen i den globale konkurrence, siger Thomas Vosegaard.

CDIO står for Conceive, Design, Implement og Operate og karakteriserer den proces, som ingeniørens problemløsning gennemgår. Grundtanken i centrets universitetspædagogiske tilgang er, at denne proces skal være synlig og fremtrædende i alle undervisningsforløb.

Ingeniørernes arbejdsmarked under forvandling
Ingeniørernes arbejdsmarked er under forvandling med en stigende opgavekompleksitet, nye organisationsformer, effektivisering og outsourcing af produktion. Disse forhold er med til at udfordre den klassiske ingeniørprofil og kræver, at vi nytænker vores uddannelser, mener Thomas Vosegaard:

- Vi må hele tiden have fingeren på pulsen, en tæt dialog med virksomhederne og en god fornemmelse af industriens innovationsbehov. Vores ingeniører skal både kunne håndtere nuværende teknologier, være i stand til at videreudvikle kendte metoder og rykke grænserne for, hvad der teknologisk set er muligt, siger han.

Alle ingeniøruddannelser følger en praksisnær studiemodel, hvor de studerende arbejder med at anvende teori på virkelige problemstillinger. Det er med til at gøre dem erhvervsparate fra dag ét på arbejdsmarkedet.

Uddannelser skal matche erhvervslivets behov
Det nye center er sat i verden i forbindelse med fusionen mellem Ingeniørhøjskolen og Aarhus Universitet. Det skal fremover bidrage til at bygge bro imellem ingeniøruddannelsernes indhold og erhvervslivets behov.

Ingeniørhøjskolen blev allerede i 2009 optaget i det internationale elitenetværk for ingeniøruddannelser med navnet CDIO og skal derfor leve op til en række standarder, der sikrer en høj faglighed og et stærkt anvendelsesfokus i undervisningen.

- CDIO-principperne giver os mulighed for at praktisere en mere systematisk tilgang til udvikling af uddannelser med en række værktøjer til at opbygge studieordninger, undervisning og evalueringsprocedurer, der sikrer at vi rammer erhvervslivets behov, siger Jens Bennedsen, leder af CDIO Development Lab ved Aarhus Universitet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14