23948sdkhjf

Halveret bundlinje bekymrer ikke direktøren hos HSM Industri

Den østjyske stålvirksomhed HSM Industri nåede i 2019/2020 et overskud før skat på 6,4 millioner kroner. Selv om det var en tilbagegang på 6,7 millioner kroner fra 2018/2019, som i øvrigt var et rigtigt godt år, er ejer og direktør Esben Møller godt tilfreds.

- Umiddelbart ser det fornuftigt ud. Det er specialkonstruktioner, vi helst vil lave, og så er der vores industriservice, som kører kontinuerligt, mens det andet er projektorienteret. Vi har en del projekter, hvor der er langtidshorisont på, og så har vi det sidste stykke tid haft rigtig meget aktivitet på vores skibsværft, siger han til Metal Supply.

Er sluppet nådigt gennem coronakrisen

HSM Industri er en ordreproducerende virksomhed, hvor store projekter kan rykke en del på tallene mellem de forskellige regnskabsår. Derfor mener Esben Møller heller ikke, at det giver mening at se på virksomhedens omsætning som en indikator på, hvordan det er gået i 2019/2020.

- Jeg har ingen mål om vækst. Vi skal lave det, der er på markedet, det der er fornuftigt for os, og det vi kan leve af. Det ene år kan der været et projekt, som er utroligt løntungt, men der ingen materialer er i, og modsat kan der året efter være et med en frygtelig masse materialer og ingen løn i, konstaterer han.

Heller ikke coronakrisen vil han bruge som undskyldning for tilbagegangen i 2019/2020.

- Selvfølgelig koster coronaen. Lige da det kom, tænkte jeg; ”hvad sker der nu”? Men vi er sluppet for det. Vi har haft to tilfælde, som ikke har udviklet sig til noget, så vi er sluppet billigt. Men det giver da noget bøvl, for mange af vores kunder holder lidt tilbage med at få folk ind i huset, forklarer Esben Møller.

Spændende ordrer i pipelinen

Han glæder sig til gengæld over, at der nu ser ud til at være lys for enden af tunnelen, hvad corona angår. Virksomheden startede sit nye regnskabsår den 1. oktober, og her er Esben Møller optimist.

- Tilsyneladende er vi kommet godt i gang. Vi har lige afleveret et stort projekt til en kunde nede i Kolding på nogle hundrede tons. Det har været rigtig fint. Nu håber vi, foråret kommer, og det hele begynder at buldre lidt igen, siger han.

Grenaa-virksomheden har da også andre spændende projekter i pipelinen, som kommer til at smitte af på 2020/2021-regnskabet.

- Lige i øjeblikket skal vi levere et større broarrangement til Slagelse Kommune, som skal monteres i Påsken. Så det arbejder vi på højtryk på, fortæller Esben Møller.

HSM Industri A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttofortjeneste 99,5 111,5
Driftsresultat 5,9 10,9
Resultat før skat 6,4 13,0
Årets resultat 5,0 10,6
Balancesum 89,5 89,0
Egenkapital 36,6 36,6
Antal ansatte 181 181
Regnskabsåret blev afsluttet den 30. september 2020

- Så skal vi lave to togstationer i Norge for første gang. Vi præfremstiller dem på fabrikken i Grenaa, færdigmalet og monteret med glas og alt, hvad der skal på. Så bliver de smidt på lastbiler til Norge og monteret deroppe, slutter han.

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078