23948sdkhjf

Femte fiberlaser på ét år

Gennem det sidste års tid har IQ Metal investeret henved 62 millioner kroner i en storstilet opgradering af koncernens maskinpark, herunder især virksomhedens laserskæring.

I 2020 blev der indkøbt tre 10 kW fiberlasere til virksomhedens fabrik i Polen, samt en Prima Power 4 kW kombineret fiberlaser og stanser til den danske afdeling - og nu kommer der endnu en 10 KW fiberlaser på fabrikken i Danmark.

- Vi haft tid til at prøve det lidt af i Polen og kommet frem til, at vi skal have en til Danmark også. Så vi har købt en Bystronic 10 kW fiberlaser magen til dem, vi har i Polen. Dog med et lidt mindre skærebord og så med et nyt loading-system, der gør, at den er meget fleksibel i forhold til, hvis vi havde et højlager, fortæller Jesper Z. Nielsen, der er fabriksdirektør og medejer hos IQ Metal.

Tilpasset mindre serier

De polske fiberlasere er alle udstyret med automatisk højlager, hvilket gør dem særdeles velegnede til serieproduktion. Den løsning har IQ Metal altså ikke valgt i Danmark.

- Vi har været inde og analysere vores nuværende ordremængde, og der kan vi se, at vi har omkring 2.000 produktionsordrer i gang. De 2.000 produktionsordrer er fordelt på noget, der ligner 150 forskellige formater plader. Og det er bare de næste to måneder, så et højlager giver inden mening. Serierne er simpelthen blevet så små her i Danmark, siger Jesper Z. Nielsen.

Maskinen i Danmark kan skære plader op til 1½x3 meter og bliver udstyret med den nyeste teknologi.

- Der kommer noget ny skæreteknologi ind på de her fiberlasere, som vi kommer til at drage fordel af. Man kommer til at kunne lave nitrogenskæring, hvor man blander en lille smule oxygen, i så man får et pænere snit, og derfor kan vi opnå en lidt højere hastighed med de store lasere, forklarer Jesper Z. Nielsen.

Passer godt på maskinerne

Bystronic’en skal afløse en ældre CO2-laser, som efterhånden er pensionsmoden.

- Vi er en meget teknologisk præget virksomhed, og vi kunne se, at den gamle CO2-laser, der måske har kørt 100.000 timer, var ved at gå på datoen, og der var for mange reparationer til den. Så der skulle noget andet til. Vi er jo kendt for at bruge og passe godt på vores maskiner i lang tid, så for at vi er en lille smule fremtidssikrede, så køber vi i toppen. Vi har også været inde og kigge på 15 og 20 kW lasere, men med det produktmiks vi har, giver det ikke nogen mening på vores fabrik, fortæller Jesper Z. Nielsen.

Ledig kapacitet

Der bliver altså dels tale om en kraftig teknologisk opgradering for IQ Metal, men kapacitetsmæssigt bliver den østjyske virksomhed også i stand til at tage mere ind.

- Vi går ud og har i hvert fald 1½ frit skift kapacitet i døgnet på den her. Det skal vi ud og finde, og det er jeg sikker på, at vi nok skal få fundet, siger Jesper Z. Nielsen.

- Vi ligger og byder på nogle ordrer til et tocifret millionbeløb, så der er egentlig gode muligheder for, at vi kan få den belagt i alle tre skift, slutter han.

Den nye fiberlaser er efter planen i drift inden sommerferien.

Artiklen er en del af temaet Maskinfokus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078