Ejer klar til at investere millioner for at styrke Samson
Familien Glerup solgte for nylig entreprenørvirksomheden Raunstrup for 73 millioner kroner.
Familien ejer også Viborg-virksomheden Samson Group, der producerer gylle- og møgspredere, og millionerne fra salget af Raunstrup kan meget vel blive brugt til at konsolidere den virksomhed. Det skriver Børsen.
Mikael Glerup, der er direktør i Samsons moderselskab Glerup Holding, fortæller til avisen, at det vil være naturligt at gennemføre et opkøb, der kan styrke Samson Group.
I 2019 opkøbte man italienske Pichon Group, der producerer gyllevogne.
- Vi har ikke behov for at købe mere inden for gyllevogne, men der kan være andre felter. I hvert fald er det helt sikkert, at maskinerne hele tiden skal have højere teknologisk indhold. Og at aktiviteterne løbende bliver mere internationale, siger Mikael Glerup til Børsen.