23948sdkhjf

DOT optimerer sig til bedre bundlinje

Overfladebehandlingskoncernen DOT leverer et overskud på 54,5 millioner kroner før skat i det netop offentliggjorte regnskab for 2020 – det var 5,7 millioner kroner mere end året før. Et højt aktivitetsniveau i byggebranchen og hos koncernens storkunder har givet en jævnt fordelt ordreindgang i alle tolv måneder.

Allerede i 2019 iværksatte man en tilpasning af organisationen for at opnå en mere smidig produktionsgang. Det har medført, at man hurtigt kan agere efter den aktuelle aktivitet. En stor fordel i et konkurrencepræget marked i en uforudsigelig tid, mener Henrik Steen-Jørgensen, administrerende direktør hos DOT.

- Vi forventede et lavere aktivitetsniveau i 2020. Derfor har alle fabrikker i Danmark og Sverige haft et kontinuerligt fokus på optimering. At det falder sammen med coronavirussens indtog kunne ingen forudse, siger Henrik Steen-Jørgensen i en pressemeddelelse og uddyber, at flere kernesegmenter, herunder byggeindustrien, har haft ekstra travlt. Det smitter af på en underleverandør som DOT.

- Der har været stort behov for varmforzinkning, maling og pulverlakering. Samtidig har vi lukket flere længerevarende aftaler, som er trådt i kraft i årets løb. Der har generelt været et fornuftigt mix af projekter, fortæller Henrik Steen-Jørgensen.

Onlineunivers udvides

Koncernens fokus på digital udvikling har også bidraget til ordreindgangen i det seneste regnskabsår. Markant flere kunder bruger udelukkende web-app´en My DOT til booking af overfladebehandling, og onlineuniverset vil blive udvidet yderligere den kommende tid.

Henrik Steen-Jørgensen anser tilgængelighed og service som kardinalpunkter, når der skal vælges leverandør af overfladebehandling. Og så skal det være nemt for kunden.

- My DOT bliver implementeret i varemodtagelsen på samtlige fabrikker med touch screen-standere til indtastning af ordrer. Papirarbejde og følgesedler skal kunden i fremtiden ikke tænke på. Vores flåde af lastbiler i Danmark og Sverige bliver også en del af det digitale univers med udvidede booking- og trackingmuligheder. Det er massive investeringer, som skal gøre os endnu mere attraktive som full-service partner. Naturligvis med kvaliteten i fokus, understreger direktøren.

Nødvendige grønne investeringer

DOT har i 2021 iværksat flere tiltag, som skal imødekomme det stigende fokus på bæredygtighed. Der arbejdes målrettet med udgangspunkt i FN´s 17 Verdensmål, og nye optimerede systemer til varmegenvinding og rensning af overfladevand er allerede implementeret på flere fabrikker. Nye måder at tænke på, og innovative løsninger, skal danne grundlag for en forstærket markedsposition.

- Det er en kæmpe stor, men nødvendig opgave. Vi kommer til at investere heftigt i energivenlige løsninger i hele produktionsapparatet og logistiksektoren. Vi er godt i gang, og har et solidt fundament at arbejde ud fra, slutter Henrik Steen-Jørgensen.

DOT A/S
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 504,2 536,7
Resultat før finansielle poster 56,2 50,8
Resultat før skat 54,6 48,9
Årets resultat 41,5 37,0
Balancesum 371,1 372,1
Egenkapital 208,0 194,0
Antal ansatte 452 483
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2020

       

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Læs mere om: DOT
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.182