23948sdkhjf

Intelligente og autonome robotter rykker ud i det fri

Teknologisk Institut vil i en ny resultatkontrakt bane vejen for, at intelligente og autonome robotter kan rykke ud fra fabrikkerne og arbejde uden for beskyttede miljøer

Fremtidens robotter skal ikke kun være produktive. De skal også være intelligente og selvstændige.

For selvom robotter er sat i verden for at hjælpe os og som udgangspunkt har gjort deres ”arbejde” på et produktionsgulv, og mange af dem har gjort det med fokus på sikkerhed også, så er der i langt højere grad brug for de mekaniske hjælpere uden for fabriksgulvet.

Derfor vil Teknologisk Institut i en ny resultatkontrakt, ”Intelligente og autonome robotter”, i samarbejde med industrien udforske potentialet for robotteknologi og udvikle, demonstrere og formidle teknologier, der kan muliggøre brugen af robotteknologi.

- Omgivelserne er desværre ofte en stor barriere, når det kommer til robotløsninger som for eksempel landbrug. Her kan vind, støv, lysforhold og adgangsforhold vanskeliggøre idriftsættelse af robotter, og det stiller nogle nye krav til robotteknologien, fortæller Aske Bach Lassen, der er projektleder ved Teknologisk Institut, i en pressemeddelelse.

- Her kan intelligente og autonome robotsystemer være med til at ændre vores samfund, fordi de indeholder nogle af fremtidens helt store muligheder, tilføjer han.

- Netop øget intelligens og autonomi er vigtige teknologiske katalysatorer for fremtidens robotter. Indsatsen vil opbygge infrastruktur - udstyr og kompetence - hos Teknologisk Institut, der kan bidrage til, at Danmark fastholder en stærk, global position inden for robotteknologi. Dette i tæt dialog med og inddragelse af den danske robotindustri, siger direktør Anne-Lise Høg Lejre, Teknologisk Institut.

Lidt mere end blot en robot

Hvad har landbrug, sundhed og byggeri til fælles? Det er alle sammen områder, der med robotternes potentiale kunne bidrage yderligere til den grønne omstilling og skabe flere arbejdspladser.

Der er dog et lille stykke vej, før robotterne selvstændigt rykker ud i det fri.

- Der er allerede en del avanceret robotteknologi på markedet, men at flytte robotterne fra fabriksgulvet til det fri kræver brug af meget avanceret teknologi, fordi miljøet, hvor robotten skal bevæge sig og arbejde i, er meget ustruktureret. Her er kunstig intelligens, avancerede planlægningsalgoritmer og computer vision blot nogle af de værktøjer, der kommer i spil - og i nogle tilfælde kræves der endda udvikling af helt nye typer af robotter, fortæller Aske Bach Lassen.

Gør den videre vej lettere

Ifølge prognoser fra International Federation of Robotics (IFR) vil robotmarkederne for blandt andet byggeri og inspektion vokse med op til 400 procent frem mod 2022 – en vækst Danmark kan blive en del af.

Et af målene i projektet er derfor, at Teknologisk Institut skal understøtte den danske robotindustris globale førerposition på tværs af brancher og teknologier.

Projektet skal altså opbygge viden og teknologikomponenter, der kan understøtte de små og mellemstore virksomheder herunder også startups i udviklingen af nye robotløsninger. På den måde vil det sikre automatiseringen fremadrettet.

”Intelligente og autonome robotter”, som varer fire år, har fået bevilliget 4.672.000 kroner per år fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse.

Som en del af indsatsen vil Teknologisk Institut åbne et nyt laboratorie i Odense, der udelukkende vil kigge nærmere på brugen og udviklingen af intelligente og autonome robotter. Laboratoriet bliver åbnet til Robotbrag 2021 den 26. august.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.273