Mazak klar til rejsegilde på nyt domicil
Fredag den 25. juni når Mazak endnu en milepæl med sit nye 2.100 kvadratmeter store danske domicil, der er under opførelse i Middelfart.
Her holder man nemlig rejsegilde, som kunder og venner af huset er inviteret med til.
Ved rejsegildet, der er programsat fra klokken 12-14, vil man kunne få mere at vide om planerne for det nye domicil og en rundvisning. Derudover vil der traditionen tro være pølser til de fremmødte.
Byggeriet af det nye domicil skrider frem som planlagt og forventes færdig inden jul. Herefter vil Mazak indrette både showroom og testcenter for på den måde at kunne servicere de danske kunder endnu bedre.
- Vi vil gerne skabe nogle flere events, og så vil vi gerne vise vores maskiner frem og inspirere børn og unge til at interessere sig for teknik. Vi skal have folkeskolen, gymnasierne og de andre skoler ind på besøg, så de kan blive inspireret af den tekniske verden. Vi skal bruge vores hus som en øjenåbner, har Mazak-direktør Lars Lynge tidligere sagt til Jern & Maskinindustrien.