Lukket natteliv halverede Micro Matics bundlinje
Coronapandemien har været hård ved Micro Matic. Det skriver Fyens.dk.
Den fynske virksomhed producerer fadølsudstyr, men verden over har natteliv, festivaler, hoteller, restauranter og lignende været lukket ned på grund af corona, og det kan i den grad aflæses på fynboernes salg.
Omsætningen faldt fra 1,613 milliarder kroner til 980 millioner kroner, og overskuddet før skat blev mere end halveret fra 181 millioner kroner til 74 millioner kroner.
Det er dog et resultat, som virksomhedens ledelse betegner som tilfredsstillende de dårlige omstændigheder tager i betragtning.
Administrerende direktør Søren K. Vilby forventer heller ikke, at coronakrisen er ovre endnu for Micro Matics vedkommende. Derfor er forventningerne til 2021/2022 også forsigtige.
- Både omsætning og indtjening forventes at være lidt over niveauet for 20/21, og med en langsom åbning af udskænkningsstederne forventer vi, at der fortsat vil gå nogle år, før salget er tilbage på historisk niveau, siger han til Fyens.dk.
Originalartikel: https://fyens.dk/artikel/corona-ramte-micro-matic-h%C3%A5rdt-tilbagegang-p%C3%A5-alle-fronter
mio. kr. | 2020/21 | 2019/20 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 980 | 1.613 |
Resultat af primær drift | 81 | 200 |
Resultat før skat | 74 | 181 |
Årets resultat | 62 | 142 |
Balancesum | 1.703 | 1.624 |
Egenkapital | 951 | 915 |
Antal ansatte | 661 | 761 |
Regnskabsåret blev afsluttet den 30. april 2020 |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.