H. F. Nielsens Maskinfabrik solgt
Falck har solgt virksomheden i Haslev, der producerer redningskøretøjer, til Sawo-koncernen.
H. F. Nielsens Maskinfabrik har siden 1901 produceret specialkøretøjer til bjærgning og transport af havarerede køretøjer samt brandslukning. Virksomheden har bygget hovedparten af Falcks godt 1.500 specialkøretøjer. Ligeledes har firmaet i en årrække bygget specielle bjærgningskøretøjer til det danske forsvar. Desuden har HFN eneforhandling af Metz drejestiger, der benyttes ved brandslukning, og Ruthmann arbejdslifte, der benyttes bredt blandt andet af elselskaberne og ved facadearbejder.
Hovedparten af Falcks køretøjer er bygget på virksomheden i Haslev, som Falck Danmark nu har solgt til Sawo.H. F. Nielsens Maskinfabrik fortsætter indtil videre produktionen i Haslev. Administrationen samt en del af komponentproduktionen flyttes til Sawos hovedafdeling i Sørup ved Støvring, hvorfra ledelse, administration og komponentproduktion til modervirksomhedens øvrige 14 afdelinger ligeledes foregår.
Sawo er grundlagt i 1962 og har en aktiekapital på 15 millioner kroner og en egenkapital på godt 45 millioner. Firmaet beskæftiger med opkøbet af H. F. Nielsens Maskinfabrik mere end 280 medarbejdere fordelt på 15 afdelinger i Danmark. Der produceres, forhandles og serviceres en række produkter til lasthåndtering med videre.