23948sdkhjf

Mir-direktør: Megatrends er fantastisk nyt for os

Afstand, nedlukninger og hjemsendte medarbejdere. Der er ikke meget godt at sige om corona-virus.

Dog tyder det på, at de nævnte restriktioner indirekte har været med til at booste salget hos fynske Mir, der udvikler selvkørende robotter til virksomheder. Simpelthen fordi kunderne har været tvunget ud i nye måder at organisere sig på.

- Der er nogle globale trends, der blev forstærket af corona. Den ene er, at der mangler kvalificeret arbejdskraft, og derfor automatiserer man der, hvor det kan lade sig gøre, for at gøre sig uafhængig det problem. Det at skubbe rundt med vogne og trucks, det er typisk områder, der kan erstattes af teknologi, og så kan medarbejderne bruges et andet sted, forklarer Søren E. Nielsen, der er direktør hos Mir.

Robuste robotter

En anden trend, der er blevet forstærket, er fokus på forsyningssikkerhed internt i virksomheden. Og ikke mindst hvor sårbar er man med menneske-medarbejdere kontra maskiner.

- Robotten har en robusthed og en stabilitet, som mennesker ikke kan matche. Mange fabriker har måtte tage forholdsregner for, hvis der skulle ske et smitteudbrud og man måtte sende hele eller dele af mandskabet hjem. Der prøver de at sikre sig med automatiserede løsninger på fabrikken, kan vi se. Begge megatrends er fantastisk nyt for os, siger han.

Han fortsætter:

- Når en robot er implementeret rigtigt, er den mere stabil. Den bliver ikke syg, den skal ikke have pauser, og den kan sikre, at der er længere mellem de ansatte, så produktionen kan køre videre selv under en række restriktioner, siger Søren E. Nielsen.

Efterslæb

Så man løber stærkt hos Mir for tiden og nyder turen. Men hvordan hele verden lander efter corona er svært at spå om.

- Det hele er lidt learning by doing, når man er midt i sådan en pandemi. Det bliver spændende at se, om der sker varige ændringer. Lige nu er det komponentmanglen, der fylder, så måske bliver materialer fremover handlet mere lokalt, siger han.

Han fortæller, at Mir har ansat mere personale i indkøbsafdelingen for at lede efter komponenter til produktionen.

- Det går bedre med komponentmanglen hos os, fordi vi håndterer problematikken blandt andet med flere ansatte i indkøbsafdelingen. Manglen er der stadig, og flaskehalsen ligger ude hos producenterne. Der er cirka et halvt års efterslæb, og det kommer til at tage tid at afvikle, siger Søren E. Nielsen.

Læs mere om: MIR
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093