Opkøb: Nordjyder jagter global førerposition
Nordjyske Uni-Food Technic har opkøbt den hidtidige samarbejdspartner SeaPeeler og satser nu stort på at blive en førende leverandør af fuldautomatiske rejepilleanlæg på globalt plan.
De to virksomheder har hidtil samarbejdet om at udvikle og få sat gang i produktionen af det, de kalder "verdens mest avancerede og energibesparende rejepilleanlæg".
Nyheden med navnet SeaPeeler Flex er udviklet af SeaPeeler i Sæby, hvor brødrene Thomas og Anders Vittrup hidtil har ejet udviklingsvirksomheden. Nu har de så solgt SeaPeeler, men følger med som ansatte hos Uni-Food Technic syd for Limfjorden.
Uni-Food Technics direktør, Kurt Bech Christensen, ønsker ikke at oplyse, hvad opkøbet har kostet. Men han fortæller gerne, at han forventer, at rejepilleanlægget bliver et særdeles vigtigt produkt for virksomheden.
- Der er et kæmpestort potentiale i markedet for rejepillere, og SeaPeeler Flex er det helt rigtige supplement til vores eksisterende portefølje, siger han. I forvejen fremstiller Uni-Food Technic udstyr til forarbejdning af laks og hvidfisk.
Små rejer
Det særlige ved den nordjyske rejepillemaskine er ifølge direktøren ikke mindst, at den kan indstilles til at pille både små hesterejer nordatlantiske dybvandsrejer og store varmtvandsrejer.
- Ingen andre maskiner kan indstilles til også at pille små hesterejer. Alle, der har prøvet at pille så små rejer i hånden, ved, hvilken opgave det er at pille mange nok - og hurtigt, konstaterer direktøren.
Han nævner, at de små rejer nu bliver pillet med håndkraft i Marokko, hvor man kan pille måske fem kilo rejer i timen, mens SeaPeeler Flex nemt runder 250 kilo i timen.
SeaPeeler Flex er allerede solgt til fire producenter i Danmark, Norge og Holland. Kurt Bech Christensen siger, at hans virksomhed gerne skal op på at sælge mellem 10 og 20 anlæg om året.
- Det er jo en hel linje, og prisen er cirka fem millioner kroner for den mindste linje, vi laver, oplyser han.