23948sdkhjf

SMV til erhvervsminister: Gør livet lettere for virksomheder

Bøvl og byrder fylder alt for meget af hverdagen for den mindre virksomhed Knudsen Extrusion. Direktør Peter Rosenkrands beder erhvervsminister Simon Kollerup være erhvervets minister – på tværs af myndigheder

Fredag den 20. august tog administrerende direktør Peter Rosenkrands imod erhvervsminister Simon Kollerup på virksomheden Knudsen Extrusion. Anledningen var ”bøvl og byrder”, og til formålet har direktøren researchet lidt på, hvad virksomheden har af myndighedskontakt, indberetningspligter og andet bøvl, der ikke bidrager til bundlinjen.

- Jeg blev faktisk chokeret over omfanget og det antal timer, vi bruger på det. Jeg vil ikke fremstå som en sur skid, men jeg bliver forundret over omfanget – og meningen – med meget af det, siger Peter Rosenkrands.

Noget af det, der forundrer ham, er antallet af offentlige myndigheder, virksomheden skal være i kontakt med. En hurtig opgørelse giver 21 navne på instanser, styrelser, tilsyn med videre. Det inkluderer alt fra Skat over ATP, feriepengekonto, Miljø -og fødevarestyrelsen og mange flere.

- Der er jo i princippet lavet en fælles portal i form af virk.dk. Men da Brexit ramte, kunne vi ikke længere indberette data om samhandel via virk.dk, men skulle gøre det direkte til Skat. Der kunne man jo godt have ønsket sig, at nogen havde brugt de to års overgangsperiode til at finde en løsning, der ikke gav os mere bøvl, siger Peter Rosenkrands.

Ved ikke, hvornår (GDPR) loven er overholdt

Et andet problem, der udgør en stor sten i skoen for Knudsen Extrusion er GDPR. Altså reglerne om persondata. Her er frustrationen især baseret på, at reglerne er så forvirrende, at Peter Rosenkrands ofte kommer i tvivl om, hvorvidt loven er overholdt. Samtidig med at den volder bøvl i forhold til for eksempel feriepenge for medarbejdere.

- Helt overordnet har jeg nok svært ved at forstå, at alle virksomheder skal belemres med regler, der vel nærmest udelukkende er rettet mod virksomheder som for eksempel Google, Facebook og andre sociale medier. Men hvis de skal være der for os, kunne man i hvert fald ønske, at det var relativt nemt at tjekke, om man er inden for lovens grænser. Og at automatisk anonymisering af data om tidligere medarbejdere ikke står i vejen for afregning af feriepenge, siger Peter Rosenkrands.

Af disse – og flere grunde – ønsker han sig, at både myndigheder og erhvervsminister Simon Kollerup tager større ansvar for at gøre livet lettere for virksomheder.

- Jeg mener jo, at myndighederne mest skal være til for virksomheders og borgeres skyld. Og i forlængelse af det, kunne jeg godt ønske mig, at erhvervsministeren tog det på sine skuldre at arbejde for at gøre livet lettere for virksomheder – også på ressortområder, der ikke hører direkte under ministeriet, siger Peter Rosenkrands.

DI bakker op

Også i DI er Kim Haggren, nyudnævnt chef for Regelforenkling, iværksætteri og SMV-politik, af den overbevisning, at der skal gøre mere for at rydde op i bøvl og byrder for virksomheder.

- Det er en tilbagevendende og desværre voksende udfordring. Vi hører fra virksomhederne, at byrderne udgør et meget stort problem i hverdagen, siger Kim Haggren.

Han mener blandt andet, at Erhvervsministeriet med fordel kunne kigge på, hvor store krav man bør stille til mindre virksomheders indberetninger til Danmarks Statistik.

- For eksempel skal virksomheder indberette deres it-strategi, og hvad de ønsker at investere i. Der kunne man nok sætte en minimumsgrænse for, hvor små virksomheder man stiller dette krav til. Man kunne stille konkrete spørgsmål, som virksomhederne kan besvare digitalt ved udtræk af data, og man kunne gøre det meget tydeligt for virksomhederne, hvorfor de skal bruge tid på at besvare spørgsmålene. Hvis det er tænkt igennem, før man sender dem ud, er der måske også en større sandsynlighed for, at de reelt giver mening, siger Kim Haggren.

Minister: Smartere ting er kimen til fremtidens arbejdspladser

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup efter besøget, men ministeren skriver på LinkedIn:

”I dag besøgte jeg Knudsen Extrusion ApS i Præstø. En stærk produktionsvirksomhed, der i mere end 50 år har skabt gode arbejdspladser på Præstø.

Jeg fik en spændende rundtur på virksomheden. Her mødte jeg blandt andet virksomhedens dygtige bogholder Berit, der satte mig ind i deres løn og journaliseringssystemer. Det er jo en helt nødvendig og tidskrævende opgave, men: også en opgave, der desværre ofte kræver mange gentagelser. Det er forhåbentlig noget, der kan optimeres i fremtiden, så direktøren, Peter, og Berit ikke skal bruge for mange timer på administration - og mere på salg og produktion.

Det er helt nødvendigt for vores konkurrenceevne at vi både i det offentlige og private hele tiden arbejder på at optimere og forbedre hverdagens processer. For det er, når vi gør tingene smartere og øger vores produktivitet, at vi lægger kimen til fremtidens arbejdspladser.

Derfor var det også spændende at se, hvordan de på Knudsen Extrusion, har taget en række investeringer, der automatisere processer i produktionen, så de bliver mere konkurrencedygtige. Vi har gode virksomheder, som er på rette vej - men vi skal have flere med. Det er en vigtig arbejdsopgave for mig her i efteråret.”

Artiklen er bragt i samarbejde med DI Business.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094