23948sdkhjf

Ketchupeffekt på vej i investeringerne

Industriens forventninger til investeringsniveauet er hævet fra et plus på 8 procent i oktober 2011 til nu et plus på 25 procent.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at industrien forventer en stigning i investeringerne på 25 procent i 2012.

Hvis dette holder blot nogenlunde, kommer Dansk Erhvervs spådom om en "ketchupeffekt" i investeringerne i 2012 til at holde stik.

Der er også hårdt brug for øgede investeringer, eftersom det danske kapitalapparat aldrig har været mere nedslidt end nu, påpeger cheføkonom i Dansk Erhverv, Bo Sandberg:

- Det er glædeligt, at industrien forventer et investeringsløft på 25 procent i 2012 – og glædeligt at disse forventninger er bredt funderet og således dækker både de langsigtede investeringsgoder og især den mere kortsigtede fremstilling af ikke-varige forbrugsgoder, som er en vigtig indikator for privatforbruget, siger Bo Sandberg.

Forventer BNP-vækst på omkring 2,0 procent
Hos Dansk Erhverv forventer man, at et betydeligt løft i investeringerne vil medvirke til en pæn BNP-vækst i 2012:

- Vi er for længst holdt op med at forvente en "ketchupeffekt" i privatforbruget, men meget tyder på en positiv "ketchupeffekt" i erhvervsinvesteringerne i 2012 og 2013, hvor noget af det akkumulerede investeringsbehov udløses. Dagens tal fra Danmarks Statistik styrker den forventning, fortsætter Bo Sandberg.

I 2011 var det alene en bundsolid eksportsektor, der sørgede for vækst i økonomien. Eksporten vedbliver at være en vigtig økonomisk motor i 2012, hvor Dansk Erhverv forventer, at også stigende investeringer, privatforbrug, international økonomi og engangseffekter fra kickstart og efterløn vil løfte BNP-væksten i 2012 op i omegnen af den langsigtede trendvækst på 2,0 procent.

- Investeringerne har hverken før eller under krisen holdt trit med afskrivningerne. På bundlinjen har det samlede produktionsapparat aldrig – siden statistikkens start i 1966 – været så nedslidt, som det er nu. Det vil – sammen med efterspørgselsfremgang på hjemmemarkedet og den negative realrente – føre til stigende erhvervsinvesteringer i 2012, slutter cheføkonomen.

Kilde: Dansk Erhverv

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1