Vestas tjener milliarder på service-aktiviteter
Vindmølleproducentens service-aktiviteter vokser fortsat kraftig og bliver en stadig vigtigere indtægt.
- Serviceforretningen kræver kun lidt kapital, men stor indsigt i møllernes ydelse under forskellige vind- og netværksforhold. Vestas tilbyder et stadigt bredere produktprogram, der dækker alt fra simpel tilkaldevagt til en garanteret minimumsudnyttelse af vinden, skriver Vestas i sit kvartalsregnskab.
Og der er tale om et område med stigende vigtighed for Vestas. Service-aktiviteterne er nemlig uafhængige af konjunkturer og giver derfor en kontinuerlig indkomst.
For øjeblikket har Vestas overvågningsaftaler på 37,5 GW af de i alt 50 GW vindmøllekapacitet, man gennem tiderne har installeret. Det svarer til i alt 22.000 vindmøller og en kontraktuel fremtidig omsætning på 4,2 mia. euro (31,2 mia. kr.).