23948sdkhjf

Ny grøn forretningsmodel: Nu lejer maskinfabrik procesanlæg ud

Hjortkær Maskinfabrik producerer løsninger til spildevandsbehandling og har gennem deltagelse i programmet Grøn Cirkulær Omstilling fået øje på perspektiverne i udlejning frem for salg af de producerede anlæg

Hjortkær Maskinfabrik med fabrik i vestjyske Årre har deltaget i forløbet Grøn Cirkulær Omstilling (GCO), der er finansieret af staten og EU.

Gennem forløbet har virksomheden efter eget udsagn fået løftet blikket fra den daglige forretning og haft fokus på nye cirkulære muligheder.

Blandt andet er der gennem projektet født en tanke om en lejeordning, som kan sikre mere cirkularitet og skabe mulighed for en større markedsandel, på de løsninger til for- og slutafvanding af slam, og filtreringsløsninger til processpildevand, som Hjortkær producerer.

Det oplyser Hjortkær i en pressemeddelelse.

Løsninger sparer ifølge Hjortkær kunderne for op til 95 procent af den energi, de tidligere brugte på gamle anlæg. Dertil er levetiden også optimeret i de nye anlæg.

Det gør, at anlæggene både giver miljømæssige og økonomiske gevinster til kunder.

Bedre overblik

I GCO-forløbet har rådgivervirksomheden Worldperfect og Danmarks erhvervshuse hjulpet den vestjyske maskinfabrik med den cirkulære forretningsmodel gennem ca. seks måneder. Fokus har været på en potentiel lejeordning og tiltag, der kan give kunderne bedre overblik over deres grønne tilbud.

- Vi har løsningerne, nu skal vi udvide vores værditilbud, så flere kan få gavn af de miljømæssige og økonomiske fordele, siger direktør Alf Sand Simonsen og henviser til, at en lejeordning giver flere fordele.

For med en lejeordning vil kunderne mærke den økonomiske fordel fra start. Anlæggene er en investering, som virksomheden vurderer er tjent hjem efter nogle år. Det vil kunne tiltrække kunder, som før ikke havde budgettet til at investere nu og her. Det vil også give Hjortkær selv mulighed for at lukke et cirkulært loop på nogle anlæg, som så kan repareres og genlejes.

Og det er der brug for. Ifølge Alf Sand Simonsen efterspørger markedet løsninger med fokus på klima og cirkulær økonomi.

- Offentlige kunder begynder at have større fokus på klima og cirkulær økonomi, derfor vil vi gerne synliggøre, at vores løsninger er grønne, forklarer Alf Sand Simonsen.

Hjortkær er lige nu ved at indhente og inkorporere forbrugsdata for ’før og efter’ på energiforbrug, økonomi og støj. De data skal fremadrettet bruges i arbejdet med FN’s verdensmål, hvor fokus blandt andet er på arbejdsmiljø. Ved en styrket bæredygtighedsprofil forventes øget konkurrenceevne og markedsandel.

Havde brug for rådgivning

Hjortkær Maskinfabrik fortæller, at man havde helt styr på produkterne, da man gik ind i forløbet omkring grøn omstilling, men virksomheden manglede rådgivning til, hvordan de skulle arbejde videre med resten af deres forretning for at blive mere cirkulær.

Alf Sand Simonsen har da også et godt råd til andre, der vil arbejde med grøn omstilling.

- Mit råd til andre virksomheder der gerne vil arbejde med den grønne omstilling, er at vurdere, hvilket fokus der er udgangspunktet. Er det på produkterne, på virksomheden eller som vi gør, fokus på, hvilken forskel vores løsninger gør ude hos kunderne, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078