Rias ser optimistisk på andet halvår
Både omsætning og overskud faldt en smule hos plasthalvfabrikata-leverandøren i første halvår.
- Efter en meget svag start på regnskabsåret rettede afsætningen sig i de sidste måneder af perioden til et mere normalt niveau. Men dette billede reflekterer nok også den store usikkerhed der stadig præger markedet. Diskussionen om udviklingen i Grækenland og Italien samt den generelle usikkerhed fik i begyndelsen af regnskabsåret mange af vores kunder til at nedbringe lagrene og kun basere deres indkøb på tidsnære projekter. I takt med at udviklingen blev mere positiv, vendte optimismen gradvist tilbage, siger administrerende direktør Henning Hess.
Især den indenlandske efterspørgsel har været svag i perioden, mens Rias melder om god og stabil aktivitet på eksportmarkederne. Derfor ser virksomheden også optimistisk på mulighederne i andet halvår.
- Selskabet forventer et bedre andet halvår baseret på trenden fra de sidste måneder af første halvår samt de nævnte omkostningsbesparelser. Med baggrund i ovennævnte forhold fastholder bestyrelsen derfor det tidligere meddelte resultatniveau for regnskabsåret 2011/12 på 8-12 mio. kr. før skat, skriver Rias i halvårsregnskabet.