23948sdkhjf

Millioner til ny, stor national vindtunnel

Danmark styrker sin position inden for vindteknologi med etableringen af en stor national vindtunnel. Uddannelsesministeriet har bevilget 40 mio. kr. til at realisere projektet.
Vindtunnelen skal blandt andet bidrage til udvikling af næste generations vindmøller og er den seneste af en række større nationale forskningsinfrastrukturer, som Uddannelsesministeriet har støttet med i alt godt 800 mio. kr. i de seneste fem år.

– Der er en meget bred forsknings- og erhvervsmæssig interesse og opbakning til en ny stor vindtunnel. Regeringen og et bredt flertal har sat meget ambitiøse mål for omstilling af dansk energiforsyning. Det kræver masser af ny viden og giver mulighed for ny vækst på det grønne område. Og her er vindtunnelen et stærkt bidrag, siger uddannelsesminister Morten Østergaard.

DTU står for driften
Vindtunneler drives typisk af kraftige elmotorer med mangebladede propeller og anvendes til undersøgelse af strømninger omkring blandt andet bygninger, biler, fly, skibe og vindmøller. Der findes allerede en række af dem i Danmark af varierende størrelse og med forskellige egenskaber, men ingen der lever op til de fremtidige forskningsmæssige krav, som må stilles ved udviklingen af morgendagens vindmøller.

– Hvis man skal sikre Danmarks fremstående forskningsposition på vindenergiområdet, er det helt afgørende, at forskningsinstitutioner og virksomheder kan tilbydes adgang til en konkurrencedygtig infrastruktur. Vi er derfor ualmindeligt glade for, at det nu er blevet besluttet at lade DTU stå for realiseringen af en national vindtunnel, og at vi på den måde er med til at understøtte videreudviklingen af Danmark som et kraftcenter for forskning og uddannelse inden for bæredygtige energiteknologier, siger rektor Anders Bjarklev fra Danmarks Tekniske Universitet. Han bakkes op af administrerende direktør for Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg.

– Det er fantastisk, at Danmark får en stor national vindtunnel. Projektet vil styrke forskningen og innovationen inden for vindkraft markant. Der er nu sat endnu en tyk streg under, at Danmark er det førende land i verden inden for vindteknologi, siger Jan Hylleberg.

Vindtunnellen vil blive ejet af Danmarks Tekniske Universitet, og etablering, drift og udvikling vil ske i bredt samarbejde med fremtidige private og offentlige brugere af tunnelen.

Det samlede budget for vindtunnelprojektet er på 74 mio. kr. Danmarks Tekniske Universitet lægger 20 mio. kr. i projektet, mens Region Sjælland har reserveret 14 mio. kr. til projektet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094