Presset Valmont SM skifter direktøren ud: Vil have større bid af vindmarked
Jens Holk Nielsen er fortid som direktør hos Valmont SM. Det oplyser den sønderjyske producent af vindmølletårne i en pressemeddelelse.
Ifølge pressemeddelelsen vil Valmont SM fokusere yderligere på serieleverancer til vindindustrien. Med det udgangspunkt ønsker virksomhedens amerikanske ejere, børsnoterede Valmont Industries Inc., at ruste Valmont SM til den enorme vækst og udvikling, der sker på et vindmarked med flere og stadig større møller.
Derfor har man ansat 48-årige Niels Brix som administrerende direktør. - Vi har alle forudsætninger for at styrke vores position. Vi er i stand til stadig at producere i Danmark og dermed fastholde danske arbejdspladser, fordi vi kan levere høj kvalitet. Vores stærke kompetencer kombineret med robotteknologi gør, at vi gennem årtier har opbygget en unik erfaring med at designe, producere og levere til tiden. Det er vores legitimitet til at tage større markedsandele. Både via partnerskaber, og ved at kunne levere service tilknyttet vores kerneforretning, siger Niels Brix.
Valmont SM har de seneste år kæmpet med underskud i forretningen i Rødekro. De seneste to regnskabsår har virksomheden således tabt omkring 75 millioner kroner før skat på trods af en stigende omsætning.
Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.