Ny ejer hos Metalsliberiet Kvali
Jacob Uth har overtaget det sydjyske metalsliberi efter Rene Fredberg.
Han søgte nye udfordringer, og valgte derfor at overtage Brørup-virksomheden, der ellers var i fare for at lukke.
Nyt navn – de samme kompetencer
Metalsliberiet Kvali blev grundlagt i 1995 og voksede sig støt og roligt større i de kommende år, og gennem alle årene har Rene Fredberg stået i spidsen for virksomheden.
- Nu har jeg overtaget virksomhedens aktiver samt maskinpark. Samtidig har jeg valgt at skifte navn til Kvali Slib ApS., fortæller Jacob Uth.
- Det er dog stadig de samme kompetencer vi tilbyder; slibning, børstning, polering, højglanspolering, afgratning og affedtning, supplerer han.
Comeback på langgods
I 2007 frasolgte Kvali sin afdeling for slibning af langgods til Inox, og efterfølgende blev man underlagt en treårig konkurrenceklausul.
- Den udløb imidlertid i 2010, og det har derfor været muligt for virksomheden at tage langgods som fx værkslængder på 6 meter, ind i sortimentet, siger Jacob Uth.
Til formålet har han blandt virksomhedens maskiner overtaget en Löser rørslibe-maskine og en stor 8-stationers TAM-plansliber. Den er fuldautomatisk og kan slibe 150x150.