23948sdkhjf

Smedeværksted jubler over nye svejserobotter

En rigtig god beslutning og en virkelig god investering, der giver plads til nye kunder og flere ordrer på maskinerne.

Sådan kan købet af to svejserobotter hos smede- og maskinværkstedet Catek i Gjerlev ved Randers kort beskrives.

- Svejserobotterne er hurtigere og langt mere skånsomme i forhold til, at opgaverne skulle udføres manuelt. Vi kan ikke få armene ned over hvor glade vi er for processen omkring de her svejserobotter, siger Catek-direktør Carsten Laursen.

Ville fixe det selv

Direktøren forklarer, at virksomheden med seks ansatte først købte en UR-robot med håb om, at virksomheden selv havde tid til at opbygge arbejdsstationen selv.

- Men det stod hurtigt klart, at vi behøvede hjælp udefra, da det ville tage for lang tid selv at sætte den op og vi havde brug for at få den i gang hurtigst muligt, og derfor tog vi kontakt til Uniwelco, forklarer Carsten Laursen, der er imponeret over, hvor hurtigt og sikkert svejserobotten og det tilhørende fixturbord er kommet i gang.

- Den første robot kørte i fire dage, og så købte jeg den næste. Det var om fredagen, og den robot havde vi om tirsdagen, hvor den kørte med det samme. Den er så nem at omstille, at vi kan sætte den til mange forskellige opgaver, siger Carsten Laursen.

Han er samtidig godt tilfreds med, at der ved gentagne opgaver kommer en helt ensartet svejsning på emnerne.

- Svejserobotterne har været en betydelig investering, men den kan hurtigt forrente sig selv, siger direktøren med henvisning til, at robotterne sparer smedeværkstedet masser af tid og på flere emner kan svejse emnet på alle sider med samme opspænding.

Samtidig er robotterne med til at afbøde det problem, at det ganske enkelt ikke er muligt at finde kvalificerede medarbejdere i øjeblikket.

- Først tænkte jeg, at de ikke kan holde til at stå og svejse, men det kan de bestemt. Det er meget imponerende, siger direktøren.

Ønske kom fra de ansatte

Selve ønsket om at tilføre maskinparken nogle svejserobotter kom fra medarbejderne. Værkfører Jacob Herman Laursen havde nemlig længe talt om at få en svejserobot indenfor dørene, da han er interesseret i ny teknologi, og tanken var, at en svejserobot ville give nogle fordele.

Det gjorde de, og robot-rejsen er ikke slut endnu for Catek.

- Vi er ved at snakke om at udbygge den ene af robotterne til at TIG-svejse, og det kræver en tråd-feeder og svejser, der kan snakke med softwaren. Det bliver næste skridt, så vi kan udvide robotternes potentiale, siger Carsten Laursen.

Artiklen er en del af temaet Svejsning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078